Comwell Hotels udvider biksen.

Den danskejede hotelkæde tilføjer nu et high-end hotel i hjertet af København til sin hotelportefølje.

Det oplyser hotelkæden selv i en pressmeddelelse.

Og det er ikke på hvilken som helst adresse, at man forventer at kunne slå dørene op om to år.

Det vil være i den velkendte Panoptikon-bygning på Vesterbrogade 5 – lige ved Tivoli og Hovedbanegården –  at man vil have 190 værelser, restaurant, café og rooftop-bar med panoramaudsigt over byens tage.

Panoptikon-bygningen, som Comwell snart vil sætte sit præg på, har siden 1927 har været hovedsæde for Arbejdernes Landsbank.

»Vi ser frem til at blive en del af dette prestigefyldte projekt, som føjer et unikt hotel til Comwell-familien,« lyder det fra Peter Schelde, CEO i Comwell Hotels.

»Panoptikon-bygningen er noget ganske særligt – et hus, der emmer af sjæl og historie – og vi ser frem til at bringe bygningen til live som et inspirerende hotelmiljø med hjerte og kant. Her får både byens borgere, Comwells stamgæster og rejsende fra hele verden mulighed for at opleve København fra første parket.«

Åbningen af et high-end hotel midt i København markerer et stort skridt i Comwells ambitiøse vækstplan. 

Panoptikon-bygningen skal gennemgå en omfattende indendørs ombygning, hvor de nuværende kontorfaciliteter erstattes af hotelmiljø. Også facaden skal udskiftes og genskabes med respekt for bygningens oprindelige udtryk. 

Der vil være ti etager med værelser og på 11. sal etableres en rooftop-bar med udsigt over byens tage.

I bygningens kælder bevares den tidligere bankboks. Rummet forventes at danne ramme om særlige oplevelser og aktiviteter.

Panoptikon-bygningen overtages officielt den 1. december 2025. 

Man forventer at åbne for gæster cirka to år efter overtagelse.