Dansk virksomhed runder historisk milepæl: Aldrig set før
Dansk tech-succes vokser eksplosivt og har opnået et historisk resultat, kun fire år efter opstart.

Dansk tech-succes vokser eksplosivt og har opnået et historisk resultat, kun fire år efter opstart.

Du har måske allerede stiftet bekendtskab med dem ved kassen hos dit lokale pizzeria.
Og nu har den danske tech-succes Flatpay opnået en ny rekord.
Virksomheden har nemlig på rekordtid rundet 100.000 kunder i syv europæiske lande, og det er på blot fire år efter opstarten i 2022.
Flatpay laver betalingsløsninger og kassesystemer til små og mellemstore butikker. Det er eksempelvis hos den lokale tøjbutik på gågaden eller frisøren på hjørnet.
Selskabet udfordrer de allerede etablerede spillere som Nets og Dankort.
»Vi er selv super overraskede. Vi startede selvfølgelig firmaet med høje ambitioner, men dengang var det fuldstændig umuligt at forestille sig, at vi inden for fire år, skulle opnå 100.000 kunder,« siger Flatpays CEO Sander Janca-Jensen til B.T.

Ved udgangen af 2023 havde Flatpay omkring 10.000 kunder.
Flatpay går især efter de små erhvervsdrivende, som ifølge dem ofte bliver overset af de store betalingsgiganter.
»Prøv at forestil dig at være kunde hos Nets, og så skulle slås om opmærksomheden med en supermarkedsgigant, når der er noget, der ikke fungerer. Så er det selvfølgelig klart, at så hjælper man de største kunder først,« siger Sander Janca-Jensen og fortsætter:
»Vi har ikke nogen store kunder. Der er ikke nogen af vores kunder, der har første ret eller VIP-nummer.«
Flatpay har samtidig opnået en såkaldt 'enhjørninge'-status, som er betegnelsen for, når et privatejet startup har en værdi på mere end en milliard dollar.
Flatpay har en værdiansættelse på omkring 1,5 mia. euro, og er det første danske selskab, der har nået enhjørningsstatus så hurtigt.
Og hos CEO Sander Janca-Jensen er ambitionerne langt fra mættet endnu.
»Jeg regner stærkt med, at vi har 1 million kunder inden udgangen af 2029. Det er ambitiøst, men jeg tror godt det kan lade sig gøre, med den store interesse vi oplever,« slår han fast.