Han har været bankens topchef siden året, hvor Danmark tabte 3-2 til Brasilien i VM-kvartfinalen.
Men nu er det slut.
Vagn Hansen stopper som administrerende direktør i Sparekassen Danmark.
Et job, den 67-årige topchef som sagt har haft siden 1998, oplyser banken i en pressemeddelelse.
»Jeg vil gerne sige tak til Vagn for lang og tro tjeneste i Sparekassen Danmark,« siger bestyrelsesformand Preben Randbæk og fortsætter:
»Jeg har stor respekt for Vagns engagement, hans stærke ledelse og evne til at navigere sparekassen sikkert gennem både vækst og forandring.«
Ifølge banken stopper han efter eget ønske ved udgangen af august 2025.
Sparekassen har fundet afløserne for Vagn Hansen.
For der skal to personer til at lukke hullet efter den erfarne mand.
Kim Mouritsen og Lars Thomsen tager over som sideordnede administrerende direktører.
»Det har været et privilegium at stå i spidsen for Sparekassen Danmark,« siger Vagn Hansen selv.
»Jeg efterlader sparekassen i trygge hænder hos Lars og Kim og vores øvrige dygtige og engagerede kollegaer, og jeg glæder mig til at følge sparekassens fortsatte udvikling – nu fra sidelinjen,« fortsætter Vagn Hansen.
Vagn Hansen kommer nemlig ikke til holde sig helt væk i den kommende tid.
Han fortsætter i en støttende rolle for Sparekassen Danmarks direktion, hvor han skal hjælpe med strategien.