Sidste år lukkede Wood Wood fysiske butikker både i Danmark og i udlandet. Nu er tøjmærket begæret konkurs.
Det danske tøjmærke Wood Wood er mandag blevet begæret konkurs.
Det oplyser Mads Lunøe, der er administrerende direktør i moderselskabet Carrington, der ejer Wood Wood, i en mail til TV 2 Kosmopol.
Konkursbegæringen er indgivet hos Sø- og Handelsretten, skriver mediet.
Ifølge TV 2 Kosmopol fremgår det af en udsendt pressemeddelelse, at Wood Wood håber at kunne videreføre virksomheden "i en eller anden form".
I efteråret 2023 lukkede Wood Wood en række butikker, herunder en afdeling i London-bydelen Soho og i Berlin.
Lukningerne kom, oven i at man tidligere på året havde lukket butikker i Aarhus, Frederiksberg og på en anden lokation i Berlin.
Wood Wood kom ud af 2022 med underskud på 32 millioner kroner, viste årsregnskabet fra Carrington i sommeren 2023. Året før var det på 2,6 millioner kroner.
Det blev besluttet at reducere detailfodaftrykket - det vil sige skære ned i antallet af butikker.
Wood Wood har mere end 20 år som et etableret navn på den danske modescene bag sig.
Mærket blev stiftet i 2002. Her åbnede tre danske designere deres første butik i Krystalgade i København.
Siden har Wood Wood blandt andet lavet kollektioner med store mærker som Disney og Salomon.
I 2015 var Wood Wood blandt de få butikker, hvor man kunne købe de eftertragtede Yeezy-sko, som Adidas og rapperen Kanye West, nu Ye, stod bag.
/ritzau/