Der skal nok komme smør på brødet hos den aarhusianske erhvervsprofil Henrik Lind.

For hans investeringsselskab Lind Invest har præsenteret et regnskab, der nok skal kunne høste et anerkendende nik og et 'det er ikke dårligt' i hjembyen Aarhus.

Ifølge Jyllands-Posten har Henrik Lind således præsteret et overskud på svimlende 1,79 milliarder for 2025.

Det vil altså sige, at han tjener 4,9 millioner om dagen eller har en timeløn på omkring 200.000 kroner.

Ifølge selskabets regnskab skyldes det pæne plus på bundlinjen succes med investeringer.

Henrik Linds vej til de høje økonomiske tinder startede tilbage i 2004, da han stiftede energiselskabet Danske Commodities.

Danske Commodities blev til en bragende succes med milliardoverskud og millionlønninger, hvilket førte til, at selskabet blev solgt til norske Equinor for 3 mia. kr. i 2019, skriver Berlingske.

Handlen gjorde Henrik Lind til en af landets rigeste personer. Så rig, at han i 2022 kunne kalde sig Danmarks 20. rigeste mand med en formue vurderet til 9,1 mia. kr., viser Økonomisk Ugebrevs liste over Danmarks rigeste i 2023.