Det er gået stærkt ned ad bakke for den danske luksuskoncern Group 88, der er nedarvet i tre generationer. 

Og efter et tab på 100 millioner siden 2023 er det nu slut for den familieejede koncern, der er erklæret konkurs. 

Det skriver DetailWatch

Netop tredje generation, Thomas og Marius Møller, har de seneste 13 år ejet og drevet virksomheden, der driver butikker og agentur for en lang række mærkevarebrands som Gucci, Burberry, Balenciaga og Mulberry i Norden.

Selvom brødrene ifølge mediet har aftalt, at det er kuratoren, der udtaler sig om konkursen, har Marius Møller alligevel givet en kort kommentar. 

»Vi er rigtig kede af det, og det er noget, der gør ondt langt ind i familien,« siger Marius Møller til DetailWatch.

Brødrene overtog virksomheden i 2013 fra deres mor, Susanne Møller, der drev koncernen fra 1988 og 25 år frem. 

Det er koncernens pengeinstitut, der har indgivet en konkursbegæring til Sø- og Handelsretten, da virksomheden ikke har kunnet overholde sine forpligtelser.

»Det er gået dårligt for virksomheden gennem en længere periode, og selskabet kunne ikke – som det så ud – blive videreført uden at få tilskud eller komme af med gæld,« siger advokat Rune Tandgaard fra Derno til mediet.

Især coronanedlukningen gjorde ondt på virksomheden, der er dybt afhængige af turisme i lufthavne og på handelsstrøg. 

I den forbindelse oparbejdede de ifølge mediet en kæmpe gæld til leverandører, som har fulgt dem lige siden.