Efter seks år er det slut.

Danish Crown har efter granskning af forretningen besluttet at lukke sin store fabrik i Kina, hvilket samtidig betyder et farvel til 112 arbejdspladser.

»Det er trist at skulle sige farvel til de medarbejdere, der hele vejen har kæmpet for at gøre fabrikken til en god forretning,« siger slagterigigantens finansdirektør, Anders Aakær Jensen:

»Men efter vores gennemgang stod det klart, at aktiviteterne i Pinghu ikke passer ind i vores strategiske retning.«

Anders Aakjær Jensen er CFO hos Danish Crown.
Anders Aakjær Jensen er CFO hos Danish Crown. Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Fabrikken i Pinghu uden for Shanghai åbnede i 2019, men den har lige siden kæmpet med røde tal på bundlinjen.

»Det er dog aldrig lykkedes at skabe den forventede indtjening, selv om der i perioden er gjort en betydelig indsats for at rette op på en dårlig start,« som der står i den pressemeddelelse, der torsdag er offentliggjort.

Allerede sidste år luftede ledelsen derfor, at man ville gennemgå situationen omkring den kinesiske fabrik med en tættekam.

»Konklusionen på denne gennemgang blev, at et salg eller nedlukning af fabrikken er den bedste mulighed for Danish Crown,« lyder det nu.

Ifølge Anders Aakær Jensen er vilkårene for et frasalg aftalt, men der vil endnu gå »nogle måneder«, inden alt er på plads.

Danish Crown forventer en afklaring inden sommer, men har altså besluttet at lukke fabrikken i Pinghu allerede nu.

Hos den danske slagterikoncern har økonomiske udfordringer igennem den seneste tid udløst flere fyringsrunder og lukninger af fabrikker i ind- og udland.