Når man sidder på café eller er på restaurant, er det ikke ligefrem lugten af slam, man håber på.

Ikke desto mindre er det lige præcis den lugt, som hersker i centrum af den østjyske by Odder.

Der er nemlig en decideret slamlugt, som ifølge flere virksomhedsejere skræmmer deres kunder væk, skriver TV 2 Østjylland.

De erhvervsdrivende, som mediet har talt med, påpeger, at det har betydet færre mennesker på gågaden i Odder i løbet af ugen.

En af dem er Lone Dam, der er indehaver af Lones Tapas.

»Det er meget kvalmende. Det lugter anderledes og meget ubehageligt,« siger hun til TV 2 Østjylland.

Allerede sidste weekend begyndte denne lugt, hvor den lokale godsejer spredte netop spildevandsslam på flere marker. En lugt, der spredte sig til byen og beboerne. Og noget, der resulterede i flere klager til kommunen.

Godset forklarede tirsdag til TV 2 Østjylland, at det var en ekstern virksomhed, der stod for udbringningen af slammet. Godset understregede samtidig, at eventuelle brud på reglerne ville blive taget op med virksomheden.

Men hvis reglerne overholdes, er det ikke ulovligt for landmænd at sprede spildevandsslam, oplyser kommunen.

Lone Dam påpeger også til mediet, at det er fint, at man netop bruger slam til markerne, men at det ikke bør ske så tæt på byen.