Flere tusinde mennesker kan miste deres job, og butikker på stribe risikerer at lukke. 

Men det er op til medlemmerne selv at bestemme, om det sker. 

Den britiske supermarkedskæde Southern Coop er på randen af kollaps, og nu kommer cheferne med en advarsel i et brev til medlemmerne, der ejer virksomheden.

Det skriver det britiske medie Metro

Der er nemlig én måde at redde de mere end 300 fødevarebutikker, bedemandsforretninger og Starbucks-filialer, som Southern Coop driver i det sydlige England.

Hvis den medlemsejede virksomhed fusionerer med den nationale filial 'Co-operative Group', reddes butikkerne.

Hvis ikke går de konkurs, lyder det. 

»Dette er ikke en position, vi nogensinde har ønsket at være i. Ligesom jer tror vi stærkt på værdien af ​​et uafhængigt kooperativ, og vi har undersøgt alle realistiske muligheder for at beskytte det,« skriver cheferne blandt andet i brevet. 

Medlemmerne er blevet inviteret til et ekstraordinært møde næste måned for at stemme om butikskædens fremtid.

Koncernen havde et driftsunderskud på mere end 23 millioner pund – svarende til cirka 198 millioner danske kroner – i 2025.