Brev til medarbejdere: Pepsi fyrer en masse
I løbet af den næste uge planlægger Pepsi at nedlægge stillingerne.

I løbet af den næste uge planlægger Pepsi at nedlægge stillingerne.

PepsiCo, der blandt andet står bag Pepsi, Lay's og Quaker Foods, står til en stor fyringsrunde.
Man vil nemlig afskedige omkring 1.000 medarbejdere i Nordamerika i et forsøg på at vende det svækkede salg på hjemmemarkedet i USA.
Det skriver CNBC og Wall Street Journal.
»Vi har en klar ambition for PepsiCo Nordamerika: at opbygge en stærkere og mere fremtidssikret virksomhed, der leverer brancheførende vækst,« skrev Ram Krishnan, administrerende direktør for PepsiCo Nordamerika, i et brev til medarbejdere mandag.
I løbet af den næste uge planlægger Pepsi at nedlægge stillingerne. I brevet står der, at det er et forsøg på at strømline driften og bedre forbinde afdelinger på tværs af virksomhedens nordamerikanske forretning.
PepsiCo beskæftiger omkring 306.000 mennesker på verdensplan, herunder cirka 125.000 i USA.
Pepsi-aktierne steg en smule i eftermiddagshandlen. Aktien er dog faldet med næsten en procent i år.
Pepsi-produkter i Danmark distribueres og produceres i øjeblikket af bryggeriet Royal Unibrew, men rettighederne overdrages til Carlsberg fra den 1. januar 2029.