Den britiske bilproducent Jaguar Land Rover skal nedlægge 4.000 stillinger i løbet af de næste to år.

Det oplyser virksomheden mandag ifølge The Telegraph

Nedskæringerne er en del af en større spareplan, hvor bilgiganten vil spare 1,7 milliard pund svarende til cirka 15 milliarder danske kroner. 

Besparelserne skal ruste virksomheden mod intens konkurrence og vedvarende geopolitisk usikkerhed. 

»Vi forstår, at dette vil være en svær nyhed for de berørte kolleger, og vi er forpligtet til at støtte alle med omhu, retfærdighed og respekt,« siger administrerende direktør i virksomheden, P. B. Balaji, til The Telegraph.

Den hårde udmelding kommer efter flere alvorlige problemer for bilvirksomheden. 

Et af dem er Donald Trumps hårdt kritiserede told på ti procent på alle importerede biler. 

Omsætningen er efterfølgende faldet med næsten ti procent i første kvartal, mens overskuddet før skat faldt med omkring to tredjedele til 109 millioner pund, skriver The Telegraph.

Og som om det ikke var nok, blev virksomheden ramt af et omfattende dataangreb, der stoppede al produktion i mere end en måned. 

Det førte til omkostningerne på omkring 1,9 milliarder pund svarende til 16,5 milliarder danske kroner, anslår mediet.  

Jaguar Land Rover er ejet af det indiske selskab Tata Motors, men de har alligevel 30.000 ansatte i Storbritannien.