Det bliver dyrt!
Den danske virksomhed Prodamp i Brovst står til em kæmpe bøde for ulovlig reklame. Prodamp er ejet af Mica Nord ApS.
Sådan oplyser Forbrugerombudsmanden, som står bag politianmeldelsen.
Det viser sig, at Prodamps linkbuilding var i strid med forbuddet mod at reklamere for elektroniske cigaretter og nikotinposer. Det har Retten i Hjørring afgjort.
På hjemmesiden prodamp.dk blev der solgt elektroniske cigaretter og tilbehør hertil samt nikotinposer, der er et tobakssurrogat.
Det var rettens vurdering, at Prodamp derfor havde handlet i strid med reklameforbuddene i lov om elektroniske cigaretter og tobaksreklameloven, fordi virksomheden havde benyttet sig af ’linkbuilding’, der er en søgemaskineoptimeringsstrategi.
Gennem ’linkbuilding’ betalte Prodamp andre virksomheder for at udgive i alt 102 artikler, der indeholdt links til Prodamps hjemmeside.
Effekten af en sådan strategi er, at søgemaskiner eksempelvis Google vil opfatte Prodamp som en troværdig side og derfor belønne Prodamp ved at rangere siden bedre i søgeresultater.
»Dommen sender et meget klart signal til branchen om alvoren i alle former for reklame for elektroniske cigaretter og tobaksvarer,« lyder det fra forbrugerombudsmand Torben Jensen, der fortsætter:
»Loven er til for at beskytte forbrugerne, især børn og unge, og derfor er det helt afgørende, at virksomhederne forstår det ansvar, de har.«
Retten dømte yderligere Prodamp for at overtræde reklameforbuddene i lov om elektroniske cigaretter og tobaksreklameloven ved at have tilbudt sine kunder gratis fragt på alle ordrer over 499 kroner på hjemmesiden.
Retten fandt, at tilbuddet om fri fragt på ordrer over 499 kroner i almindelighed virker som et incitament til at tilføje yderligere produkter til indkøbskurven med henblik på at opnå fri fragt, og at tilbuddet derfor havde til formål at fremme salget af elektroniske cigaretter og nikotinposer.

