Hundredvis af turkisgrønne taxaer holder klar i Avedøre.

Forberedelserne har længe været holdt hemmelige, men torsdag 30. juli rykker det vietnamesiske taxaselskab Green SM officielt ind i Danmark.

Det skriver TV 2.

Ifølge mediet begynder selskabet i København, men har planer om senere at brede sig til andre danske byer.

Hele 590 biler af mærket Vinfast - som markerer en helt ny bilmodel i Danmark - blev indregistreret i Danmark alene i juni, oplyser FDM til mediet.

Vinfast og Green SM har samme ejer, og bilerne skal efter planen bruges som taxaer.

Green SM har samtidig forsøgt at lokke chauffører til med en fast månedsløn på op mod 29.000 kroner og en bonusordning.

Hos brancheorganisationen Dansk PersonTransport vækker de op mod 600 taxaer opsigt, men her byder man konkurrencen velkommen, så længe det sker på lige vilkår.

Hos Dansk Industri tvivler branchedirektør Hakon Iversen på, at alle de mange hundrede biler bliver sendt på gaden på én gang, da teleselskaberne allerede kæmper om at finde nok chauffører.

Men han vurderer, at firmaet sagtens kan vende op og ned på taxibranchen:

»Det kan det sagtens. Men det kommer an på, hvad de vil. Hvor stor en kapacitet kommer de med, og hvor mange penge har de med? Det er jo spørgsmål, vi ikke kan svare på endnu.«

Green SM har ikke ønsket at svare TV 2 på, hvorfor selskabet satser så stort på det danske marked.

Den danske landechef hos Green SM, Lauge Brænder, har dog tilbage i i maj, at der var noget på vej overfor Ingeniøren.

»Jeg kan godt bekræfte, at vi er klar til at åbne op snart,« sagde Lauge Brænder.