Toms Gruppen meddelte onsdag, at den ikoniske fabrik i Ballerup snart lukker.
Inden for tre eller fire år vil Toms producere skildpadder, guldbarre, guldkarameller og al anden chokolade på sin fabrik i Polen, der de kommende år bliver udbygget for et trecifret millionbeløb.
Dermed slutter en 100 år lang ære med chokoladeproduktion i Danmark – en produktion, der siden 1962 er foregået på den berømte fabrik i Ballerup, der er tegnet af Arne Jacobsen.
»Vores estimat er, at med naturlige fratrædelser, pensionering, overflytning af folk til vores produktion af slik i Hvidovre, opkvalificering til job i administrationen og så videre, så vil vi kun afskedige under 100 personer ved udgangen af de næste fire år,« siger administrerende direktør for Toms Gruppen, Annette Zeipel, til DR.
De karakteristiske fabriksbygninger i Ballerup har med årene lagt navn til vejkrydset mellem Ringvej 4 og Ballerup Byvej, der i folkemunde omtales som 'chokoladekrydset'.
Toms Gruppen beholder sit hovedkvarter tæt på København.