Pingviner er blandt mange andre ting kendt for deres sjove gangart, men for tiden er der en af Odense Zoos kongepingviner, som går endnu mere bemærkelsesværdigt end normalt.

En af de store hanner har nemlig forstrakt sit ben. En skade, der har været der længe, og som man i den zoologiske have nu må tænke ud af boksen for at afhjælpe.

Derfor har man valgt at bruge en laser, som skal kickstarte pingvinens helingsproces.

»Det er ikke noget, vi har brugt mange gange før. Vi brugte det på en fugl, der havde et sår på sin vinge,« siger veterinærsygeplejerske i Odense Zoo Betina Venshøj.

»Det hænger også sammen med, at der er nogen dyr, der bliver stressede over at få den her behandling, men det gør pingvinerne eksempelvis ikke.«

Laserbehandlingen har indtil videre stået på en uge, hvor hanpingvinen er blevet behandlet dagligt, og det har den zoologiske have delt en video af på Facebook.

»Hvis vi begynder at se en forbedring, så trapper vi stille og roligt ned for behandlingen. Så går vi måske ned til hver tredje dag og så derefter ugentligt.«

Foruden at behandlingen ikke er god til alle de dyr, de har i den zoologiske have, så skal man selvfølgelig også have en lasermaskine for at kunne hjælpe dyrene.

Derfor er man i haven også rigtig glade for, at man fik lov at låne en maskine af firmaet bag. På den måde håber Betina Venshøj at kunne redde den ældre pingvin.

»Det er klart, at en aflivning ikke kan udelukkes, hvis ikke han (pingvinen, red) får det bedre. Der er ikke nogen af vores dyr, der skal gå rundt og have ondt,« siger Betina Venshøj.

Hun fortæller dog, at de i dag – for første gang – mener at kunne ane en lille forbedring i hanpingvninens halten. Hun tør dog ikke at slå det fast med syvtommersøm.

Nu skal de næste dage vise, om pingvinen, der er et af de dyr, der ikke har været så heldige at få et kælenavn af passere og sygeplejerske, tager godt imod behandlingen.

Indtil da er de andre pingviner i buret i hvert fald glade for at udforske det mærkelige udstyr, Betina Venshøj og passeren dukker op med dagligt, som man kan se i videoen øverst i artiklen.