Måske du allerede har stødt på det, når du har slået tiden ihjel på Facebook eller et andet socialt medie: Dillen, der har fået navnet 'What the fluff?'.

Der er konstant pudseløjerlige påfund på internettet, men dette er muligvis det bedste, der har ramt os i år.

Hvad går det så ud på?

Det handler om, at en masse hundeejere narrer de intetanende søde væsener med et simpelt forsvindingstrick: Foran sig holder folk et stort tæppe eller lignende, og i det øjeblik, de lader tæppet falde, gemmer de sig.

Det forvirrer hundene, og deres reaktion er forrygende.

I videoen her på artiklen har vi samlet nogle danske bud, som er blevet sendt til Instagram-fænomenet Anders Hemmingsen.

Nyd det. Det er godt.