En gammel undersøgelse, der viser en øget glæde hos mennesker, som har en søster, bliver lige nu genoptrykt i britiske medier.

Unge mennesker, der vokser op med en søster i hjemmet, er gladere, mere optimistisk og bedre i stand til at tackle følelsesmæssige problemer.

Det viser en undersøgelse, som første gang kom frem i britiske medier i 2009.

Den har imidlertid fået en rennæsance netop nu, hvor den blandt andet er blevet genoptrykt i medier som The Sun og Her.ie.

Forskere fra University of Ulster og De Montfort University i Leicester, England, interviewede 571 unge mænd og kvinder i alderen 17-25 år om deres familiestruktur og deres velbefindende.

Her fremgik det ifølge professor Tony Cassidy fra University of Ulster at en søster i familien hjalp på den mentale sundhed.

»Søstre ser ud til at fremelske mere åben kommunikation og samhørighed i familier. Brødre ser imidlertid ud til at have den alternative effekt. Det er fundamentalt for god, psykologisk sundhed at udtrykke sine følelser, og familier med søstre er bedre til det«, sagde Cassidy til The Telegraph i 2009.

Især piger fra skilsmissehjem nyder godt af at have en søster, viser undersøgelsen.

De adspurgte, som scorede lavest i undersøgelsen, var unge mænd, som kun havde brødre. Enebørn lagde sig midt i skalaen.

Det fremgår ikke hos britiske medier, hvilken nationalitet, de adspurgte personer havde.