26-årige Sierra Cannon deler normalvis videoer om makeup og mode, men i oktober delte hun en video, som fik ekstraordinær stor opmærksomhed.
I videoen, der er delt på TikTok, viser hun, at hun får tatoveret fregner i ansigtet. Du kan se videoen nederst i artiklen.
Og det er ikke alle, der har taget lige pænt imod de mange nye prikker i Sierra Cannons ansigt.
Herunder ses en række af kommentarerne på TikTok:
Det her er den vildeste trend.
Hvorfor?
Hvad er der galt med mennesker?
Jeg plejede at blive mobbet med mine fregner, nu får folk dem tatoveret.
Sindssygt.
Det skøre er, at piger med naturlige fregner ikke ser sådan ud.
Folk, der laver falske fregner er så mærkelige efter min mening.
Jeg bliver helt skræmt af folk, der går efter permanente trends. Det kommer til at se vildt ud på ens 80-års fødselsdag.
Sierra Cannon har selv svaret på den sidste kommentar, hvor hun skriver, at fregnerne kun holder i et til tre år.
Den 26-årige influencer har talt med People, hvor hun fortæller, at det absolut var pengene værd at få lavet de fregner, hun altid har ønsket sig.
Og selvom nogle mener, at hun har »ødelagt sit ansigt« er hun glad for resultatet.
»Reaktionerne var overalt – nogle positive, nogle negative, og nogle mennesker opførte sig, som om jeg havde fået tatoveret et lyn hen over panden. Var jeg overrasket? Ikke rigtigt. Sociale medier er sådan. Man skal bare være hårdhudet – i mit tilfælde hårdhudet med søde fregner.«
