Denne søndag var bestemt ikke som alle andre for det københavnske pigekor UngKlang.

Weekendens sidste dag bød nemlig på en spontan intimkoncert for ingen ringere end den tidligere amerikanske præsident Barack Obama, hvilket du kan se i videoen øverst i artiklen.

»Vi er ni veninder, der har kendt hinanden i mange år, som har startet en vokalgruppe sammen. I dag var vi så mødtes helt tilfældigt hjemme hos nogle af pigerne, der bor i en lejlighed lige foran d'Angleterre for at øve os til et kommende projekt,« forklarer kormedlem Sara Enevold Hansen til B.T.

Her ses koret UngKlang. Yderst til venstre er Sara Enevold Hansen.
Her ses koret UngKlang. Yderst til venstre er Sara Enevold Hansen. Foto: Phie Beckett Stenbæk / PR
Vis mere

Pludselig opstår der postyr ude på gaden, så UngKlang-veninderne går ud på altanen og opdager, at det skyldes, at Barack Obama netop er kommet ud af bagindgangen fra d'Angleterre.

»Han kigger lidt op på altanen, hvor vi står og kigger ned på ham, og så siger han: 'Hi girls, what are you doing up there?'. Jeg tror, han tænkte over, hvorfor vi var så mange. Men så sagde vi hej, og at vi sang, og han siger så: 'Singing for who?' og så udbryder vi bare: 'Singing for you!'« forklarer Sara Enevold Hansen.

»Så begynder han at lægge op til, at vi skal synge for ham, og så bryder Agnes bare ud i 'I Danmark er jeg født' helt impulsivt.«

De resterende otte kormedlemmer fulgte trop, og der stod UngKlang så og gav intimkoncert fra en altan for Barack Obama.

»Det var ret vildt! Det virkede, som om han virkelig satte pris på det. Han sagde 'Wauw, fantastic' og spurgte ind til, hvem vi var. Det var ret vildt at stå der og have en samtale med ham,« siger Sara Enevold Hansen og griner.

Barack Obama og hans stab så ud til at nyde den spontane intimkoncert, som de fik efter at have forladt det københavnske luksushotel d'Angelterre.
Barack Obama og hans stab så ud til at nyde den spontane intimkoncert, som de fik efter at have forladt det københavnske luksushotel d'Angelterre.
Vis mere

Barack Obama takkede til sidst for sangen og kørte videre.

»Vi havde lidt svært ved lige at falde ned igen oven på den performance, så det var måske ikke helt lige så koncentreret en øver, som vi havde tænkt os,« siger korsangeren med et grin.

Det meste blev opfanget på video, og den store opmærksomhed har kun gjort oplevelsen endnu større for den lille vokalgruppe.

For videoen med den spontane altankoncert har allerede fået en masse visninger og er blevet delt vidt og bredt.

Fra denne altan sang pigekoret UngKlang ganske spontant en sang for den tidligere amerikanske præsident Barack Obama.
Fra denne altan sang pigekoret UngKlang ganske spontant en sang for den tidligere amerikanske præsident Barack Obama.
Vis mere

Ikke mindst af Instagram-profilen Anders Hemmingsen, hvor knap 60.000 personer har liket den.

»Det er ret vildt, at det er gået viralt, og det går meget hurtigt. Vi har fået virkelig mange positive og søde kommentarer,« fortæller Sara Enevold Hansen.

Hun håber også, at den virale video kan være med til at få UngKlang endnu længere ud over stepperne og skaffe flere job til sangerinderne.

»Det ville da kun være positivt, hvis vi kan komme ud til en bredere målgruppe på grund af det her. Vi har allerede fået mange flere følgere på Instagram, og forhåbentlig kan vi nå mere ud rundtomkring i landet. Så vi håber helt sikkert, vi kan bruge det her til noget positivt,« slutter korsangeren med et smil.