Videoer tilbage fra 2011 og 2012 har skabt vrede blandt tusindvis af YouTube-brugere. Nu tager skaberen bag videoerne konsekvensen.

Skaberen hedder Jenna Marbles. En verdenskendt influencer med over 20 millioner følgere.

Men fremover kommer hendes mange følgere ikke til at kunne se nyt indhold på hendes YouTube-kanal. Jenna Marbles har meddelt, at hun sætter YouTube-livet på pause og dropper med at dele videoer for en stund.

Det gør hun i videoen 'A Message', der er lagt op på YouTube.

'Jeg føler, vi er i en tid, hvor vi renser os selv for hvad som helst og alt, der er giftigt,' siger hun.

Jenna Marbles er kommet i modvind, fordi hun i 2011 og 2012 lavede og uploade videoer, hvor hun havde malet sig sort i ansigtet og blandt andet imiteret den afroamerikanske hip hop-stjerne Nicki Minaj.

I forbindelse med debatten om racediskrimination og sortes rettigheder har det fået flere kendisser til at beklage episoder fra fortiden, hvor man har imiteret sorte mennesker ved blandt andet at male sig i ansigtet, også kaldet blackface.

Tusindvis af Jenna Marbles' følgere har efterfølgende krævet, at Marbles tager afstand fra sine tidligere handlinger og undskylder.

Jenna Marbles.
Jenna Marbles. Foto: PATRICIA DE MELO MOREIRA
Vis mere

'Det var ikke min intention at lave blackface. Jeg vil gerne fortælle jer, hvor helt utroligt ked af det, jeg er, hvis jeg nogensinde har fornærmet jer ved at lægge den her video op eller ved at lave den her parodi, og det var aldrig min intention. Det er ikke okay. Det er skamfuldt. Det er forfærdeligt. Jeg ville ønske, at det ikke var en del af min fortid,' siger youtuberen og forklarer fravalget af kanalen.

'For nu kan jeg bare ikke være på kanalen. Jeg ved ikke, hvor længe det vil vare. Jeg vil bare sikre, at de ting, jeg deler med verdenen, ikke sårer nogen... Så jeg har behov for at droppe denne kanal. For nu eller for altid.'

Jenna Marbles lancerede sin YouTube-kanal i 2010, hvor hun har delt diverse indhold fra sit liv. Siden har hun opnået mere end 20 millioner følgere.