Ikea bliver i øjeblikket gjort til grin på nettet, fordi de har glemt et helt land i deres farverige verdenskort BJÖRKSTA, som sælges i varehuse over hele verden. Men kan du se, hvilket land der mangler?

Der er 193 officielle anerkendt lande i verden. Og endnu flere hvis man også tæller såkaldte 'statslige dannelser med'. Derfor kan det måske i en snæver vending være okay at glemme et enkelt.

Bare ikke hvis man har lavet et verdenskort, der sælges i Ikea. Og slet ikke, hvis Ikea er ved at åbne den første butik i netop det land, som de har glemt.

Men det er lige netop det, der er sket. (Træk i slideren for at afsløre brøleren)

En bruger på det sociale medie Reddit uploadede torsdag et billede af verdenskortet - som selvfølgelig mangler New Zealand. Og det har fået flere til at gøre sig lystige på møbelgigantens bekostning. Især fordi Ikea er ved at åbne deres første netop newzealandske varehus, som skal ligge i Auckland.

'Forhåbentlig har Ikea ikke tænkt sig at bruge sit eget kort til at finde os, når det åbner sit første varehus i New Zealand,' skriver Twitter-brugeren Nicola Cox.

Om det New Zealand-fattige billede også vil blive solgt i den kommende newzealandske butik, som skal ligge i Auckland, melder historien intet om. Flere medier i Oceanien har nemlig forsøgt at få en forklaring fra Ikea, men det svenske varehus er ikke vendt tilbage.

Billedet BJÖRKSTA, der findes med flere motiver - her som verdenskort med undertitlen 'Vores verden' -  sælges også i danske varehuse til 349 kroner.