Den franske supermarkedskæde Intermarché havde torsdag et knaldtilbud på Nutella. Det var tilsyneladende så godt, at kunderne var villige til at gøre næsten hvad som helst for at få fingrene i det billige smørepålæg.

Flere internationale og franske medier melder om deciderede slagsmål i franske supermarkeder, og videoer viser, hvordan kunderne flokkes for at fat i den billige Nutella, som er sat ned med 70 procent fra 4,70 euro til 1,41 euro.

Det svarer til et prisfald fra ca. 35 kroner for et glas Nutella til en flad 10'er. En besparelse, der fik kunderne til at flokkes i supermarkederne og ty til voldelige metoder.

»De var vilde som dyr. En kvinde blev hevet i håret, en ældre dame bar en kasse oven på hovedet, en anden havde en blodig hånd. Det var frygteligt«, siger et øjenvidne i Rive-de-Gier nær Lyon til den franske avis Le Progrès.

Samme avis beskriver, hvordan flere medarbejdere har betegnet tilbuddet som en regulær »katastrofe,« fordi det simpelthen har været for succesfuldt.

The Guardian beskriver, hvordan en ansat i en af Intermarché-butikkerne blev slået i øjet, da han prøvede at adskille kunder, og der er meldinger om, at butikker blev ryddet på bare 15 minutter. Flere steder overvejede man også at ringe til politiet.

En ansat i Intermarché fortæller også til Le Progrès, hvordan flere kunder ankom aftenen før tilbuddet for at sikre sig mest mulig Nutella.

På det sociale medie Twitter har flere døbt tilbuddet - og kundernes efterfølgende adfærd - for 'Nutella-krigen'. Mange deler videoer, hvor man kan se de vilde scener udspille sig.