Opdateret med skirftligt svar fra UEFA. 15.06.2021. Kl: 15:39

Billeder og videoer af en livløs Christian Eriksen, der er i gang med at få livreddende førstehjælp, florerer rundt på mediet TikTok, som er en af hovedsponsorerne til EM. Det kan få konsekvenser for UEFAs omdømme, mener brandingekspert.

Lørdag aften endte i andre overskrifter, end hvad de fleste danskere håbede og regnede med. Med ét lå landsholdets stjernespiller Christian Eriksen i græsset fuldkommen livløs og modtog livreddende førstehjælp foran millioner af seere og tilskuere.

Det har for nogles vedkommende sat sig som billeder på nethinden, som man sent vil glemme. På mediet TikTok kan man også se videoklip og billeder af hændelsen – nogle af en meget stærk karakter. Eksempelvis kan man finde den livreddende aktion yderst detaljeret.

Det har selvsagt fået en masse danskere op af stolen – en af dem er tv-vært Anders Breinholt, der er forarget. Foruden at pointere, at TikTok har mange unge brugere, så mener han også, at det er uanstændigt at bringe.

»På TikTok florerer der billeder og videoer fra Parken i går aftes (lørdag, red.). Billeder og film af selve genoplivningen og af pårørende til Eriksen. TikTok, som er sponsor ved slutrunden, kan vise værdighed og få luget ud i det indhold. Både på grund af TikToks unge brugere, men også for at vise anstændighed,« skriver Breinholt i et opslag på Instagram.

Forsker i sportsbranding fra Professionshøjskolen UCN Kenneth Cortsen ser store problematikker i de videoer, man kan finde på TikTok. Det er ikke kun problematisk for TikTok, men også UEFA.

»Det er jo problematisk, at børn og unge bliver eksponeret for sådan noget indhold, som de gør, når de ser indhold fra episoden med Christian Eriksen i lørdags. Derudover er det også problematisk i forhold til det moralske. Her har virksomheder som TikTok og UEFA som arrangør i den grad også et ansvar.«

»En rettighed som EM i fodbold er genstand for en enorm opmærksomhedsskabelse og dermed et enormt fokus fra mennesker i alle aldre. Og når noget så usædvanligt som det i lørdags sker, vil hele verden vende og dreje alle handlinger fra UEFA og deres partnere. Derfor er det vigtigt, at de handler så korrekt som muligt for brandets skyld. Selvfølgelig i forhold til lovgivningen, men i den grad også i forhold til det moralske element.«

UEFA EURO 2020 Fodboldlandsholdet spiller første EM kamp i Parken imod Finland. Finland vinder kampen 0 - 1 Kampen blev overskygget af Christian Eriksens kollaps.
UEFA EURO 2020 Fodboldlandsholdet spiller første EM kamp i Parken imod Finland. Finland vinder kampen 0 - 1 Kampen blev overskygget af Christian Eriksens kollaps. Foto: Søren Bidstrup
Vis mere

Burde UEFA stille særlige krav til TikTok, da det også er unionens brand, det kan gå udover?

»Det er normal kutyme, at man som partner påtaler uhensigtsmæssige handlinger fra interessenters side. Lur mig, om UEFA og TikTok ikke også har haft kommunikation om det. Eftersom indholdet stadigvæk ligger på TikTok, bør det give anledning til spørgsmål om, hvorvidt det er moralsk okay at have sådan noget liggende.«

Hvad kan det få af konsekvenser for brands som TikTok og UEFA, at de muligvis kommer i unåde hos befolkningen?

»Det kan få den konsekvens, at der kommer en reel shitstorm. Hvis flere medier berør det, og flere opinionsledere kommenterer på det, som man eksempelvis har set Michael Laudrup gøre det, så kan nogle forbrugergrupper forventes at gå imod TikTok og muligvis også UEFA på grund af deres partnerskab.«

FILE PHOTO: The TikTok logo is pictured outside the company's U.S. head office in Culver City, California, U.S., September 15, 2020. REUTERS/Mike Blake/File Photo
FILE PHOTO: The TikTok logo is pictured outside the company's U.S. head office in Culver City, California, U.S., September 15, 2020. REUTERS/Mike Blake/File Photo Foto: Mike Blake
Vis mere

BBC har været ude at undskylde for, at de valgte at sende for mange og for private billeder af Christian Eriksen. Det kunne også være en måde at undgå en shitstorm fra TikTok og UEFAs side, mener Kenneth Cortsen.

»Det er vigtigt, at man som kommerciel aktør er klar over sit ansvar, så både for samvittighedens skyld og brandets skyld kunne det være en god idé med en lignende udmelding. Det skal dog siges, at TikTok har stået i en væsentlig sværere situation, end BBC stod i, da de får indhold for så mange forskellige personer, der desuden er civile.«

B.T. har forsøgt at få et interview med UEFA. Det har ikke været muligt. De har dog sendt dette skriftlige svar:

»UEFA er blevet informeret af TikTok, at de har indført en række foranstaltninger for at reducere synligheden af det indhold, der kan virke stødende og chokerende for et generelt publikum.«

B.T. har ligelede forsøgt at få en kommentar fra TikTok. Det har i skrivende stund ikke været muligt.

I et skriftligt svar til DR skriver TikTok:

»Vi ønsker Christian Eriksen en hurtig bedring. I overensstemmelse med vores retningslinjer arbejder vi på at reducere, hvor nemt man kan finde indhold, der kan være forstyrrende eller chokerende for det generelle publikum. Derfor omdirigerer vi søgninger, begrænser distributionen på brugernes personlige sider og gør brug af advarsler over lignende videoer for at reducere uventet visning af lignende indhold.«

DR skriver desuden, at TikTok har valgt lægge advarsler på videoerne med Christian Eriksen.