Et utal af afviste jobansøgninger fik Patrick Baagø til at tage utraditionelle metoder i brug.

Med en fortid som kriminel gik det hurtigt op for Patrick Baagø, at udsigten til arbejde var noget uklar. Derfor valgte den 26-årige mand fra Billund at lave en noget alternativ jobansøgning.

Patrick Baagø lagde nemlig en video på Facebook, hvor han fortæller, at han gerne vil arbejde, men at han gang på gang bliver afvist, fordi han er tidligere kriminel.

»Virksomhederne afviste mig på grund af min straffeattest, og det fik jeg nok af til sidst. Jeg vidste ikke rigtig, hvad jeg skulle stille op, men så slog det mig, at jeg ville prøve at gøre det her,« fortæller han til BT.

Som sagt så gjort.

Patrick Baagø lagde en video på Facebook med budskabet om, at alle fortjener en chance.

»Jeg ville bare gerne have et arbejde, og så håber jeg naturligvis, at det kan give andre tidligere kriminelle blod på tanden, mens det forhåbentlig også vil hjælpe samfundet med at få nogle flere penge i statskassen«, lyder det.

Videoen har i skrivende stund haft 1 millioner visninger og er blevet delt næsten 17.000 gange. Noget tyder altså på, at Patrick Baagø har fået delt sit budskab.

Men har der så været gevinst?

Det er nu fire dage siden, at Patrick Baagø lagde sin video på Facebook, derfor presser der sig selvfølgelig også ét spørgsmål på:

Har han så fået et job?

»Jeg har modtaget næsten 500 beskeder i min indbakke, hvoraf 30-50 er konkrete jobtilbud, så det har været meget overvældende og fantastisk,« fortæller han.

De mange jobtilbud har blandt andet været som handicaphjælper, maler, job i en børnehave, tømrerarbejde og montering af facader, men 26-årige Patrick Baagø har dog ikke lagt sig helt fast på noget job endnu.

»Jeg har haft kontakt til nogen af stederne, og meget af det lyder interessant. Så jeg skal skal til jobsamtaler den kommende uge.«

Se Patrick Baagø's video herunder.