Det er altid god stil, at række en hjælpende hånd til dem, der er mindre heldige end en selv.

Er man Taylor Swift slår man selvfølgelig en-eller-anden rekord, mens man gør det. Det skriver Stereogum.

Indtil sangerinden kom på banen, kunne en enkelt person maksimalt donere 15.000 dollars (omkring 100.000 DKK) til sitet GoFundMe.

Men, den grænse overskred Taylor Swift ligeså let, som vi andre skræver over en væltet kasse med peanuts.

I stedet overførte pop-dronningen 50.000 dollars (knap 340.000 DKK) til pigen Naomi, som kæmper mod leukæmi og behøver en økonomisk håndsrækning for at klare udgifterne til læge og medicin.

"Taylor Swifts donation var så generøs, at vi var nødt til at hæve donations-grænsen på vores internet-platform," siger direktøren for GoFundMe, Rob Solomon.

Medregner man tidligere donationer, som sangerinden har givet til andre indsamlinger på sitet, er Taylor Swift nu den mest givende person i GoFundMe's historie.

Allerede inden donationen var pigen Naomi Taylor Swift-fan.

Hør sangerinden med hittet "Style" her:

Af Michael Dyhrborg, Gaffa