Lyt til artiklen

Hvad er det mest udfordrende, man kan udsætte en midaldrende mand for?

Ballet ser i hvert fald ud til at være en mulighed, efter en række videoer fra en amerikansk danseskole er blevet set mere end 45 millioner gange på en uge alene på Facebook.

Philadelphia Dance Center havde den 13. og 14. februar inviteret sine elevers forældre til en dansetime, hvor mødrene den første dag fik lov til at danse hiphop. Dagen efter var så en valentinsdag-special, hvor fædrene til balleteleverne skulle prøve kræfter med den svære dans.

Det kom der et par videoer ud af, hvor man ser fædrene have mere end almindeligt svært ved dansetrinnene. Børnenes elegance er i hvert fald ikke helt at spore hos fædrene, der dog skal roses for at gå all-in på engagement og strutskørter.

Den store popularitet har også sat sit aftryk på skolen, der på Facebook har takket for den enorme opmærksomhed, de har fået.

'Vi er så overvældede af den store kærlighed og støtte fra hele verden. Tak for alle beskederne, opslagene, kommentarerne og delingerne. Vi kan ikke tro, I elsker videoen lige så meget, som vi gør. Tak for at anerkende skønheden, kærligheden og glæden, som dans kan give til verden. Det beviser, at kunst, kærlighed og familie er det internationale sprog,' skriver Philadelphia Dance Center.