En kvinde i en pink badedragt glider tættere og tættere på kanten af en klippe i et billedskønt område, mens hun løfter armene mod den blå himmel og smiler stort til sin fotograf.

Fra toppen af klippen, hvor kvinden sidder, er der flere hundrede meter ned, og et fald derfra ville være fatalt. Det ser kvinden dog stort på.

Der skal nemlig tages et billede til det sociale medie Instagram – også selvom de fleste kan se, at hun umiddelbart er i livsfare.

Videoen af den vovede kvinde kan ses på Instagram-kontoen 'Influencers in the Wild'.

'Influencers in the Wild' er sat i verden for at vise, hvordan det ser ud, hvis man vender kameraet den modsatte vej, så man kan se, hvordan de smukke Instagram-billeder er blevet til.

Kontoen har på kort tid fået intet mindre end 2,1 mio. følgere, der alle vil underholdes af dens indhold.

På profilen kan man blandt andet se en video af en mand, der vil stå på hænder ved siden af Det Skæve Tårn i Pisa.

Mens manden tror, at han bliver fotograferet, bliver han i stedet filmet – og det er uheldigt for ham, for han mister balancen og vælter bagover i sin iver for at få det perfekte billede til Instagram.

Uheldigt for ham, ja, men også til stor morskab for de 734.000 mennesker, der har set den tåkrummende video.

En anden video på 'Influencers in the Wild' viser en smuk kvinde i en glitrende rød kjole filme sig selv danse sexet under en koncert.

På 'Influencers in the Wild' kan man se videoen, som hun selv filmede den – håndholdt i bedste selfiestil.

Men man kan også se en anden video, som afslører, hvordan det så ud for andre, da hun filmede sig selv – filmet fra et andet sted på tilskuerrækkerne.

Kvinden gør sig noget til foran kameraet, og derfor er det ekstra morsomt at se, hvordan det ser ud for andre mennesker, når hun filmer sig selv.

Det er de 85.000 mennesker, der har trykket på det lille hjerte-ikon under billedet, nok enige i, mens andre er noget grove i retorikken og spørger retorisk i kommentarfeltet, hvorfor ingen har skubbet kvinden ud fra koncertbalkonen endnu.

'Influencers in the Wild' viser altså en lang række mere eller mindre tåkrummende øjeblikke, og det er følgerne selv, der sender videoerne ind via profilens hjemmeside.

Manden bag profilen kaldes 'Tank', men han har til flere medier afsløret sit rigtige fornavn, George.