2016 er for alvor superheltefilmenes år – og nu er den nye trailer til en af de mest ventede landet.

Det drejer sig om traileren til filmen ‘Suicide Squad’, der handler om en gruppe af verdens allerværste superskurke, der bliver løsladt fra fængslet og samlet for at hjælpe den amerikanske regering med at udrydde fjender. I traileren får vi præsenteret holdet af kriminelle særlinge til lyden af Queens ikoniske 'Bohemian Rapsody', ligesom vi præsenteres for skurkenes superkræfter.

Filmen er baseret på tegneserien af samme navn fra DC Comics og har stjerner som skuespillerne Will Smith, Jared Leto, Margot Robbie og Ben Affleck på rollelisten. Derudover kan supermodelen Cara Delevigne også ses i rollen som skurken Enchantress.

Jared Leto spiller den måske mest kendte skurk på holdet, nemlig Jokeren, mens Ben Affleck dukker op i skikkelse af Batman – en rolle han også spiller i filmen Batman vs. Superman: Dawn of Justice, der har premiere herhjemme til marts.

Derudover kan vi også se frem til superheltefilmen ‘Deadpool’ i februar, ligesom ‘Captain America: Civil War’ og ‘X-Men: Apocalypse’ rammer biograferne senere på året – der er med andre ord nok at tage sig til, hvis du er vild med superheltefilm.

Suicide Squad har premiere herhjemme d. 11. august, og du kan se den nye trailer her.