Lavvande i kassen, tårnhøje stressniveauer og lidt for lange transporttider - det lyder måske ikke just, som noget, der ville komme fra den kære Tandfe.

Ikke desto mindre var det præcis de emner, der var indholdet i et noget anderledes brev fra 'Tandfeen' til pigen Scarlett fra Leeds i England, der netop havde tabt en mælketand.

I virkeligheden var brevet skrevet af Scarletts stedfar, som besluttede sig for at Tandfeen denne gang skulle agere lidt anderledes, end hun plejer.

For i stedet for at være fortryllende sukkersød, så var Tandfeen i dette brev en noget bitter udgave af sig selv.

'Kære Scarlett, du kunne ikke lige vente, til jeg var kommet hjem fra ferie?' starter brevet i en sarkastisk tone.

Herefter fortæller tandfeen om den dejlige solferie til Bermuda, som hun egentlig var på, men straks måtte afbryde ved meldingen om Scarletts tabte mælketand - noget der ikke umiddelbart passede den ferietrængende tandfe.

'Der sad jeg så og nød en meget alkoholisk (men ikke for sukkerholdig) drink, da jeg får beskeden om, at en af dine perlehvide (mælketænder, red.) er undsluppet din mund. Hvor skønt!' fortsætter den bitre fe.

Herefter følger beretningen om den utaknemmeligt lange og besværlige transport, som den gode Tandfe måtte udsættes for, blot for at kunne komme hjem og aflevere pengene for Scarletts mælketand til hende.

Og også det var et problem. For pengene er åbenbart ikke, hvad de har været i tand-branchen.

'Jeg måtte med båd, så taxa, så fly, derefter endnu en taxa, et tog, en togbus, en Uber, en cykel, en unicykel og en traktor (lad vær at spørge) - alt det bare for at kunne give dig sølle 20 kroner. Normalt laver jeg gode penge på tænder, men denne gang er jeg seriøst løbet tør,' skriver tandfeen til Scarlett.

Tandfeen bliver endnu mere bitter over den afbrudte ferie, da hun fortæller Scarlett, at hun gik glip af et grillarrangement på stranden, hvor der ellers ville have været en lækker nisse, som Tandfeen havde set sig lun på.

Og derfor opfordrer Tandfeen Scarlett til at bruge pengene klogt. 'Intet slik eller sukkerholdige drikke.' afrunder Tandfeen og fortæller, at hun nu vil tage tilbage til Bermuda og holde resten af sin tiltrængte ferie - for som hun påpeger:

'Så er det et stressende job, som virkelig trækker tænder ud. Jeg trænger til en pause.'

Tandfeen beder derfor indtrængende Scarlett om at holde resten af sine mælketænder i munden, indtil hendes ferie er vel overstået og slutter sit brev med signaturen 'Alt det bedste - bla bla. Tandfeen.'

Da stedfaderens kone Kellie Dawson så brevet, syntes hun, at det var så morsomt, at hun besluttede sig for at dele det på det sociale medie Twitter.

Og hun var ikke den eneste, som forelskede sig i stedfaderens humoristiske og upædagogiske brev. Opslaget er på nuværende tidspunkt blevet delt over 700 gange og flere medier som eksempelvis Mashable og Yahoo News har også delt den søde historie.

Se Kellie Dawsons opslag herunder