Hele idéen bag Snapchat er, at du sender et billede eller en video - et snap - til dine venner, og nogle sekunder efter er det forsvundet.

Men den idé planlægger Snapchat at ændre.

Ifølge det britiske Metro planlægger Snapchat at gøre de sendte billeder permanente på brugernes 'Story'.

Kilder i Snapchat oplyser til mediet, at udover de permanente billeder, vil de åbne for at sløre identiteten på dem, der har lagt billedet op gennem funktionen 'Our Story', hvor det er muligt at dele offentlige billeder.

Det vil sige, at personer, som du ikke har på vennelisten, kan se det indhold, du deler via din lokation.

Målet med de nye ændringer er at åbne op for en ny indtægtskilde i form af reklamer fra virksomheder.

Det britiske Metro gruer dog ved, om ændringerne vil betyde tilbageslag for det ellers populære medie.

De henviser til, hvilke skandaler blandt andet Facebook har været igennem med læk af personfølsomme oplysninger.

Det samme kan brugerne måske blive nervøse for, hvis Snapchats fokus bliver mindre på private delinger og mere på offentlige billeder og videoer.

Det er primært 'Our Story', der bliver ramt af ændringen. Det vil fortsat være muligt at slette videoer og billeder fra sin 'Story'.

Snapchat er i konstant konkurrence med Instagram, der ejes af Facebook, siden mediet også indførte 'Stories' for godt to år siden. I dag har Instagram flere brugere end Snapchat.

Samtidig er Snapchat blevet kritiseret for sit nye design, der blev rullet ud i slutningen af 2017, hvilket har ført til et yderligere redesign.