En kvinde viser med et billede de hårde realiteter, der gælder for fødende kvinder verden over.

Billedet som Steffanie Christi’an har lagt op på sin Facebook-side er gået viralt og blevet delt mere end 170.000 gange. Det skriver mediet The Daily Mail.

Det omtalte billede viser, hvor meget en kvindes vagina udvider sig i forbindelse med fødsler.

Man ser en babys hoved sat op imod et bræt af træ, der måler ti centimeter i diameter.

»Det her er, hvordan ti centimeters udvidelse ser ud. Det her er hvorfor, at vi fortjener alt,« skriver Steffanie Christi’an.

De ti centimeter er det kendte tal, som kvinder skal være udvidet, før de kan begynde at presse barnet ud i forbindelse med fødslen.

Billedet får mange kvinder til at skrive i kommentarfeltet, at de genovervejer ideen om at få et barn.

»Min vagina tog lige fat. Den ringede til 45 (kælenavn for den amerikanske præsident Donald Trump, red) og spurgte, hvordan man bygger en mur,« skriver Amanda Ellen Menard.

Mænd er heller ikke blege for at deltage i debatten, men deres holdning er lidt mere kæk.

»Det her er grunden til, at jeg bad Gud om at lave mig til en dreng. Jeg har kun den fulde respekt for kvinder, der får børn,« skriver Tony Morris som en kommentar.

Indtil videre har knap 14.000 liket billedet, men med det store antal delinger vil det tal fortsætte med at stige.

Det er værd at tage med i ligningen, at de ti centimeter kun er ved starten af fødslen, mens der vil ske en endnu større udvidelse af vaginaen i løbet af fødslen.