Det virker måske ikke som den allermest oplagt platform til direkte salg, men flere og flere virksomheder sælger nu produkter direkte via Instagram – og nogle med stor succes.

’T by Alexander Wang bluse, str. M, 350,- og Isabel Marant silkenederdel, str. 34, 1200, #tbyalexanderwang #mudanashi #newin’.

Sådan lyder salgsteksten til en af de mange designervarer, som genbrugsbutikken Muda Nashi sælger tøj over Instagram med forholdsvis stor succes. Og reaktionerne er der prompte: ’Kan I lægge nederdelen til side til i morgen?’, ’Hvordan er blusen i størrelsen, tætsiddende eller løs?’

Salgsassistenterne I butikken svarer tilsvarende hurtigt på alle de spørgsmål, der kommer ind – og på kort tid er nederdelen solgt.

Flere og flere virksomheder prøver lykken på Instagram – også når det kommer til direkte salg. Det fortæller Instagram-ekspert Morten Nordstrøm, som vi fangede på en mail fra Grækenland.

»Instagram er en unik salgsplatform af to årsager. Dels fordi man har mulighed for at få kontakt til en meget dedikeret og aktiv gruppe af yngre mennesker, der kun vokser sig større og bredere, og dels fordi der stadig er et stort uforløst salgspotentiale i appen,« fortæller Morten Nordstrøm, der også understreger, at det langtfra er alle, der har lige stor succes på Instagram.

På Instagram vinder personlighed og kreativitet

Muda Nashi har en lille butik på Frederiksberg i København, hvor de opkøber og sælger brugt luksustøj. På Instagram har de over 4200 følgere, der ivrigt følger med hver gang butikken smider et nyt produkt op på Instagram. Og designersalg er, ifølge Morten Nordstrøm, et sted, hvor Instagram er en oplagt mulighed for salg i kraft af de visuelle produkter.

»Designere, arkitekter, grafikere/illustratorer, kunstnere og fotografer har med Instagram en mere tilgængelig online portfolio end nogensinde før. Samtidig har de også mulighed for at gøre bedre opmærksom på sig selv med færre midler,« fortæller Morten Nordstrøm.

LÆS OGSÅ: Se videoen: Mandlige D&G-modeller lægger an på dig med heliumstemmer

Når Muda Nashi smider produkter på Instagram hopper en af butikkens ansatte ofte i tøjet. Det gør, at det er lettere at forestille sig, hvordan tøjet sidder. Samtidig gør det kommunikationen mere personlig, når man kan se, at ekspedienten er kravlet ind i butikkens prøverum. Og personlighed er et absolut must, hvis man vil have succes på Instagram.

»Det, der gør forskellen på, hvem der sælger, og hvem der ikke gør, er deres finesse og forståelse for Instagrams DNA. Instagram er nemlig, hvad jeg kalder et medie med bløde værdier. Kommunikation i øjenhøjde, gensidig forståelse og anerkendelse, etc. er med andre ord ting, man skal huske på at integrere i virksomhedens tilstedeværelse, før man begynder med salgsbudskaberne. Instagrambrugerne vil gerne tale med de virksomheder, der er der på samme vilkår som dem, ikke dem der råber højest,« forklarer Morten Nordstrøm.

5 butikker, du skal følge på Instragram

  1. Muda Nashi: Naturligvis. Hvis du er til genbrugstøj i den mere luksuriøse ende og bor i København, så skal du helt klart følge genbrugsbutikken.
  2. Damernes Magasin: Butikken, der har hjemme på Nørrebro er aktiv på Instagram, hvor de pakker deres salgsbudskaber ind i humor og øjenhøjde.
  3. Quriosa: Endnu en ganbrugsbutik, men her forhandles møbler og brugskunst. Og eftersom der ofte kun er en ting af hver vare, så er det helt genialt, at man kan byde på tingene over Instagram.
  4. V1 Gallery: På Instagram kan du følge det københavnske kunstgalleri, uanset hvor du bor. De er gode til at svare på spørgsmål – både hvis man er køber eller bare er kunstentusiast.
  5. Støy Munkholm: Den aarhusianske designerbutik sælger ikke varer direkte på Instagram, men de plejer alligevel kunderne over platformen, hvor de svarer på spørgsmål og opdaterer med nyeste varer.