En seksårig skoledreng fra Californien i USA har skabt store overskrifter, efter hans utroligt dybe svar på en gåde i skolen.

Her havde læreren Bret Turner givet sine seksårige 1. klasses-elever en gåde, de skulle forsøge at løse.

Den lyder sådan her (bemærk, at gåden skal læses på engelsk, for at det korrekte svar giver mening, red.):

'Jeg er begyndelsen på alt, og slutningen på alle steder. Jeg er begyndelsen på evighed, slutningen på tid og rum. Hvad er jeg?'

Den engelske version er: 'I am the beginning of everything, the end of everywhere. I'm the beginning of eternity, the end of time and space. What am I?'

Det første svar, Bret Turner fik, var forkert, men forbløffende dybt.

På Twitter skriver han:

'Det første gæt fra én af mine 1.klasses-elever var 'døden'. Med det samme faldt der en imponeret, dyster og reflekteret stilhed over hele klassen. Så jeg havde slet ikke lyst til at fortælle dem, at det rigtige svar var bogstavet 'E', der virkede alt for banalt lige der.

Tweetet er sidenhen gået viralt og har i skrivende stund fået knap 250.000 likes og er blevet delt over 22.000 gange.

Det fik Bret Turner til at lave et nyt tweet, hvor han skriver, at han overvejer at fortælle sine elever, at de er gået viralt. Eller 'superviralt', som de nok vil sige.

Brugerne er vilde med det dybe svar på gåden.

Blandt andre brugeren FallynMuses, der skriver:

»Generation Z, (betegnelse for den nye generation, red.) er alle eksistentialistiske nihilister, er de ikke?«