For kun fire dage siden fik en kærlighedshungrende hankapivar i Odense Zoo langt om længe lov til at slutte sig til hunnernes bur.

Og han spildte ikke mange sekunder, før han tog hul på fejringen – og det med manér.

Hannen sprang nemlig hurtigt op på sin udkårne hun og viste, hvor glad han i virkeligheden er for hende.

Odense Zoo lagde samme dag en video op af de to dyrs kærlighedsfyldte første møde. En video, der nu er blevet delt og liket vidt og bredt på Facebook.

»Hannen havde faktisk slet ikke brug for at tænke sig om. Det tog ham ikke mange sekunder, så havde han fundet sin udkårne,« siger Brian Skræp, der til dagligt er dyrepasser i Odense Zoo til B.T. Odense.

Og siden videoen blev lagt på Facebook, er kærligheden mellem de to kapivarer bestemt ikke blevet mindre.

»Det virker som om, at der er lavet et rigtig godt match. De er stadig rigtig glade for hinanden, men de slapper også lidt mere af nu, end de gjorde i starten« siger Brian Skræp og tilføjer:

»Med den aktivitet så ser vi nok en flok unger inden for et kort stykke tid.«

Hele formålet med mødet mellem de to gnavere var da netop også en udvidelse af flokken. Og den mission ser altså ud til at lykkedes.

I starten virkede det ellers til, at det ville blive noget af en udfordring at få matchet hankapivaren med den helt rigtige hun.

Siden Odense Zoo fik ham fra Givskud Zoo i november 2020 er hannen nemlig to gange blevet angrebet af to forskellige hunner i flokken.

Men noget tyder på, at hunnerne bare skulle have lidt tid til at lade hans charme varme dem op.

Nu bliver det bare spændende at se, om den nye romance så også bærer dyrebørn med sig.