'Dæmonen, 'Det Gyldne Tårn', 'Himmelskibet' og 'Den Gamle Rutsjebane'.

Det er nogle af de mest kendte og populære forlystelser i Tivoli i København, og torsdag åbnede en helt ny forlystelse til de mange gæster.

Den har fået navnet 'Mælkevejen' og har fået flotte ord med på vejen af rutsjebaneentusiast fra 'CoasterClub Denmark' Alexander Poulsen:

»Jeg synes, at Tivoli har fået en rigtig fin familie-rutsjebane, som man kan tage ungerne med i. Jeg vil helt sikkert anbefale 'Mælkevejen' til alle, der besøger Tivoli. Den passer rigtig godt ind i 'Det Muntre Hjørne', som er tematiseret ved opdagelsesrejsen, så den fuldender området.«

Otto Krage på 8 var vild med Mælkevejen.
Otto Krage på 8 var vild med Mælkevejen.
Vis mere

Med torsdagens åbning af den nye forlystelse er 'Mælkevejen' klar ti dage før planlagt. Den har kostet 55 millioner.

Torben Plank, der er pressechef i Tivoli, er da også tilfreds med modtagelsen som 'Mælkevejen' har fået:

»Vi havde spurgt den danske astronaut Andreas Mogensen, om han ville være testpilot og han svarede igår, at det ville han gerne, men desværre var han på arbejde i Houston. Han sendte os i går en fin hilsen og lagde et skønt opslag på Facebook. Det tager vi som et skulderklap, og testpersonerne i dag syntes rutsjebanen var sjov. Nu er 'Mælkevejen' åben for alle.«

'Mælkevejen' har været planlagt i flere år, og nu er den så klar til at tage Tivolis gæster mod det uendelige univers.'.