Kig godt på billedet herunder. Kan du få øje på kvinden, der gemmer sig? Hvis du har brug for en ledetråd, så kig nærmere på de to ben og halvdelen af en torso, som stikker ud fra en svævende vasketøjskurv. Dér er hun.

Politiet i Alfredon Town, der hører under britiske Derbyshire Police, havde ikke brug for så mange ledetråde for at lokalisere kvinden, der forsøgte at gemme sig på sit badeværelse, da politiet kom for at hente hende.

I et tweet udsent af politiafdelingen fremgår det, at hun skulle være mødt op i retten i sidste uge, men udeblev. Derfor tog de ud til hendes bopæl, hvor de fandt hende under en vasketøjskurv.

'Kvinde lokaliseret og arresteret for ikke at møde op i retten. Du kan sagtens sige: 'Jeg melder mig selv mandag' - du skulle være møde op i sidste uge, som du fik at vide!!! Hun prøvede endda at gemme sig, da vi så hende, men hun var alt for dårlig til gemmeleg,' skriver de i tweetet.

Historien melder ikke noget om, hvorfor hun skulle være mødt op i retten.

Et hurtigt kig på Twitter-profilen for politiet i Alfredon Town afslører, at det ikke er første gang, de bruger humor til at 'udstille' lokalområdets kriminelle.

Til et billede af en bil, der trækkes væk af ordensmagten skriver de for eksempel:

'Endnu én fjernes fra vejene - denne gang for ikke at være forsikret. Føreren af køretøjet ernærer sig ved at være hundelufter og havde brug for bilen for at udføre sit arbejde... nu vil hundene da få en længere luftetur. Desuden er 'jeg sparer op til en forsikring' ikke en særlig god undskyldning,' står der.