Vovehalsen Kyle Katsandris har delt en video på det sociale medie Instagram, som viser hans maveknugende hop over en motorvej på motorcykel.

Motorvejen er omringet af nogle høje bakker, og Kyle Katsandris springer fra den ene til den anden, mens biler suser forbi under ham i Riverside County, Californien, i USA.

Det frygtløse stunt er blevet filmet af Kyle Katsandris selv og delt på hans Instagram-profil. Videoen har allerede fået over 136.000 visninger.

Motorcyklisten kan i videoen ses flyve over motorvejen med silhuetten i kontrast til den blå himmel.

Selvom Kyle Katsandris' følgere på Instagram har givet udtryk for deres vantro overfor det utrolige stunt, så er det hverdag for ham.

En af hans venner fortæller til CBS Los Angeles, at hoppet nærmest var rutine for den erfarne motorcyklist, og at videoen er filmet, så hoppet ser sværere ud, end det egentlig er.

Flere har på Instagram givet udtryk for deres misbilligelse og mener, at Kyle Katsandris unødigt sætter andres sikkerhed over styr for et stunt. Dog er der også mange, der giver udtryk for, hvor imponerede de er over hans vovemod.

’Wow, virkelig sejt! For resten kan jeg se i nyhederne, at politiet leder efter dig,’ skriver en bruger.

I øjeblikket efterforsker det lokale politi episoden, og de vil meget gerne i kontakt med Kyle Katsandris.