'Vigtig info til alle danskere: Grønlandshajer i Danmark! GÅ IKKE I PANIK!'

Sådan skriver Facebook-profilen 'Dansk Kystalarm' i et opslag på deres side.

Opslaget har på bare ét døgn fået 11.000 kommentarer og er blevet delt mere end 5000 gange.

Der er bare ét problem. Facebook-siden 'Dansk Kystalarm' er nemlig en såkaldt prank-side, og nyheden om grønlandshajer i Danmark er dermed ment som en joke.

'Denne side indeholder udelukkende PRANKS! Der findes alarmer, men ikke kystalarmer. Grønlandshajere eksisterer dog IKKE i Danmark,' skriver Dansk Kystalarm selv på deres Facebook-side.

Det tyder dog på, at mange har overset den lille notits.

Under opslaget, om at grønlandhajer er kommet til Danmark, vælter det nemlig ind med kommentarer fra hajfrygtende danskere, der virker til at tro fuldt og fast på, at nyheden er god nok.

'Endnu en grund til, at jeg ikke vil bade i havet!!,' skriver en person.

En anden skriver: Så er det i denne uge, man skal invitere svigermor til stranden.'

Dog er der få Facebook-brugere iblandt, der har lugtet lunten. 'Et kursus i kildekritik kunne gøre underværker,' skriver en bruger, mens en anden skriver:

'Vågn nu lige op - det er en JOKE! Desuden er det en hvidhaj på billedet.'

Der er på skrivende tidspunkt 1825 personer, som synes godt om Facebook-siden 'Dansk Kystalarm', og 1925 personer, som følger siden.