Efter knap 30 år dropper dyrevelfærdsorganisationen PETA deres berømte kampagne mod pels.

Det betyder, at kendisser såsom Pamela Anderson, Dennis Rodman, Pink og Eva Mendes er færdig med at smide tøjet under sloganet 'I'd Rather Go Naked' (jeg vil hellere være nøgen, red.).

Til CNN fortæller Dan Matthews, vicedirektør for PETA's reklameafdeling, hvorfor organisationen dropper nøgenkampagnen - og det skyldes bestemt ikke manglende succes, understreger han.

Det er snarere, fordi at kampagnen har været så god, at den rent faktisk har virket og derfor ikke længere er nødvendig på samme måde.

Pamela Anderson poserer nøgen for PETA i 2004.
Pamela Anderson poserer nøgen for PETA i 2004. Foto: HO
Vis mere

»Det er ret sjældent, at en organisation dropper en kampagne på grund af dens succes,« siger han til det amerikanske medie og fortsætter:

»Vi har kæmpet så lang tid for at trække overskrifter, men vendepunktet blev nået de seneste par år, hvor mange mennesker og designere har droppet pels. Jeg tror virkelig, det er tid til, at vores ansvar som en fremadrettet-tænkende organisation udvikler sig med tiden frem for at leve videre i fortidens succes.«

Nøgenkampagnens kendte slogan blev skabt tilbage i slutningen af 1980'erne, da PETA-aktivister demonstrerede nøgne mod pels i Japan.

I 1990 udgav PETA så deres første reklame med sloganet, hvor bandet The Go-Go's poserede nøgne bag et banner med teksten: 'We'd Rather Go-Go Naked Than Wear Fur'.

Supermodellen Joanna Krupa medvirkede i kampagnen tilbage i 2007.
Supermodellen Joanna Krupa medvirkede i kampagnen tilbage i 2007. Foto: PETA/ Robert Sebree/ HO
Vis mere

Siden da valgte flere og flere kendte skuespillere, sportsstjerner, sangere etc. at blive portrætteret til kampagnen, hvoraf alt overskud fra salget af plakater gik til dyrevelfærdsorganisationen.

»PETA's mål er altid at nå ud til så mange forbrugere som muligt,« siger vicedirektør Dan Matthews og fortsætter:

»Og lad os indse det... Der er en grund til, at nøgenhed og sex er blevet benyttet siden begyndelsen af reklamer,« siger han og understreger, at selvom 'I'd Rather Go Naked'-kampagnen er lagt i graven, så er PETA ikke færdig med at kæmpe.

»Vi har fået vores pointe i gennem - pels er umoderne. Så nu er det på tide, at vi bruger den samme energi på at udvide fokus til læder, uld og slangeskind,« siger Dan Matthews til CNN.