Nu er der en ny omgang emojis på vej til din smartphone.

Selvom det kun er første udkast, som endnu afventer endelig godkendelse i september, så tyder meget på, at inklusion er det store tema for de i alt 102 nye bud på emojis.

I den nye pulje finder man nemlig en kønsneutral kronebærer, en gravid mand og en gravid person i forskellige hud- og hårfarver.

Ikke mindst er over halvdelen af de nye elektroniske piktogrammer hudfarveudvidelser til håndtegn og -gestusser.

Her kan du se de kommende emojis, som dog stadig er kladder.
Her kan du se de kommende emojis, som dog stadig er kladder. Foto: 2021 Emojipedia
Vis mere

Men der er selvfølgelig også tilføjelser som en diskokugle, en krykke, en koral og en trold.

Det er Unicode Consortium, der udvikler, godkender og udgiver de emojis, som bruges af stort set alle sociale platforme – fra Facebook til Twitter, Apple til Samsung – og dermed er blevet den generelle standardudgiver af emojis i verden.

Men hvis du brænder efter at sende dine kammerater et smeltende ansigt eller et afladet batteri, så må du altså vente lidt endnu.

Den endelige godkendelse af den kommende fjortende emoji-udvidelsespakke forventes nemlig først at finde sted i september. Herefter forventes de nye emotikoner at kunne tages i brug måneden efter på udvalgte platforme og på alle platforme senest i midten af 2022.