'Jeg kan ikke tro, at Stephenie Meyer reddede 2020'. 'Jeg har ventet halvdelen af mit liv på dette.' 'Jeg kan ikke trække vejret.'

Twilighters, fanpires, twihards - 'Twilight'-fans har mange navne - holder sig ikke tilbage på sociale medier for tiden.

Det er der dog en ganske simpel forklaring på.

Mandag afslørede Stephenie Meyer, forfatteren bag de populære Twilight-bøger, i et interview med Good Morning America, at der udkommer endnu en bog. Mere end et årti efter at serien oprindeligt sluttede.

Bogen har fået titlen 'Midnight Sun' og er sat til at udkomme den 4. august.

»Jeg overvejede virkelig at udsætte denne offentliggørelse, indtil alting var mere normalt. Men det føltes forkert med tanke på, hvor længe dem, som er ivrige efter denne bog, allerede har ventet,« siger Stephenie Meyer blandt andet i interviewet.

»Jeg ved, hvor meget jeg selv har brug for at blive distraheret lige nu, hvor meget jeg har brug for noget at se frem til og mest af alt, hvordan jeg har brug for flere bøger at læse.«

»Så jeg håber, denne bog giver mine læsere lidt nydelse at se frem til, og - efter bogen ankommer - muligheden for at leve i en fantasiverden i et stykke tid.«

I filmatiseringen af bøgerne spilles hovedrollerne er Robert Pattinson og Kristen Stewart.
I filmatiseringen af bøgerne spilles hovedrollerne er Robert Pattinson og Kristen Stewart. Foto: TOBY MELVILLE
Vis mere

'Midnight Sun' bliver den femte bog i serien om den overnaturlige romance mellem vampyren Edward Cullen og hans menneskelige (og sidenhen vampyr) kærlighedsinteresse Bella.

I modsætning til de tidligere bøger, som er fortalt fra Bellas synsvinkel, vil den nye bog se tilbage på Edwards liv, ligesåvel som den vil blive fortalt fra hans perspektiv.

Siden udgivelsen af den første bog 'Twilight' i 2005 har serien vundet stor popularitet blandt millioner af fans. Det samme har de fem film baseret på bøgerne. Film, som har Robert Pattinson og Kristen Stewart i hovedrollerne.

Tager man et kig på sociale medier i kølvandet på offentliggørelsen af den nye bog, er der da heller ingen tvivl om, at bøgerne har en gedigen fanskare.

En fanskare, som tydeligvis glæder sig til den femte bog i serien.

'Jeg troede ikke, at vi rent faktisk ville få endnu en bog. OMG, Stephenie Meyer har reddet 2020,' skriver en Twitter-bruger ved navn Jenna Guillaume.

En anden skriver: 'Kommer jeg virkelig til at læse 672 sider af en bog, som er den samme som en anden bog, blot skrevet fra en andens karakters synsvinkel? SELVFØLGELIG.'

Twihards har ventet 12 år på, at denne bog skulle blive offentliggjort. Nu er tiden endelig kommet,' skriver en tredje.