I en skoleklasse sidder en lille dreng med blond hår. Klokken har netop ringet til spisefrikvarter, og mens alle andre tager deres appetitlige madpakker frem, kan den blonde dreng blot kigge ned på sin tomme grå madkasse.

Langsomt rækker han sin pegefinger i vejret og får tilladelse fra læreren til at gå ud og tage en tår vand. Ensom vandrer han ned ad gangen, mens hans lader sine fingre glide over væggen for at drikke lidt vand, inden han igen vender tilbage til klassen.

Men i mellemtiden er der sket noget. Den tomme madkasse er pludselig fyldt med mad, der er doneret af drengens klassekammerater.

Sådan udspiller en seance sig i den norske kampagnevideo for plejebørn og –familier, 'Drengen med madkassen', der tilsyneladende rammer et blødt punkt hos borgere verden over.

For siden videoen, der er produceret af det norske børne-, ungdoms- og familiedirektorat, Bufdir, blev offentliggjort, er den blevet ifølge Aftenposten blevet set ikke mindre end 250 millioner gange på Youtube og andre sociale medier.

Filmen har ifølge direktør i Bufdir, Mari Trommald, vist sig at være en »hjerteåbner«, der samtidig har styrket ønsket om at »tage sig af hinanden og vise omsorg,« fortæller hun i et interview med Aftenposten.

Bufdir har skabt filmen med henblik på at få flere i Norge til at overveje at blive plejefamilier for børn, der har behov for det.

I Norge bor der i dag 11.513 børn hos plejefamilier, mens tallet i Danmark er noget mindre. Danmarks Statistik skønner ifølge TV 2, at 4.578 børn bor rundt om i landet hos plejefamilier.