»Du er neger, du har en god røv.« »Nigger, nigger nigger, fucking neger.« »Prøv at slukke lyset, så kan jeg ikke se dig.« »Du er sortere end min fremtid.« »Din store, fede luder.«

Ovenstående er bare af nogle de ting, der blev sagt til 21-årige Naya Koang fra Esbjerg, da hun for første gang besøgte hjemmesiden OmeTV, hvor unge videochatter med hinanden.

»Jeg havde ikke tænkt, det skulle filmes, men så var der så mange, der kaldte mig alt muligt, at jeg begyndte at optage det,« siger Naya Koang og fortsætter:

»Min intention var ikke, et det skulle være et aktivistisk projekt, men da jeg delte det på TikTok, var der enormt mange, der reagerede på det.«

Naya blev udsat for racisme på sociale medier.
Naya blev udsat for racisme på sociale medier. Foto: Privatfoto
Vis mere

Det var hendes 14-årige søster, der havde fortalt hende om, at der var en del racisme inde på hjemmesiden OmeTV, men Naya Koang ville gerne have syn for sagn. Ikke fordi hun ønskede at indtage en rolle som en Black Lives Matter-aktivist, men fordi hun var interesseret i at undersøge fænomenet.

Videoen, hvor man kan se unge teenagedrenge sende racistiske og hadefulde ord afsted mod hende, er set over 80.000 gange på hendes TikTok-profil.

På Instagram-profilen 'deltidsaraber', hvor den også er delt, har næsten 33.000 mennesker liket videoen i sympati med Naya Koang.

»Det overrasker mig faktisk lidt, at der er så mange, der slet ikke vidste, det her eksisterede. For mig er racisme blevet hverdag.«

»Det er sket flere gange i særligt sociale sammenhænge, at nogen har sagt noget, jeg har oplevet som racistisk,« lyder det fra Naya Koang.

Hun tror, at de unge drenge siger det for at få en reaktion fra hende. De vil gerne provokere.

»Det er, som om det nærmest er blevet en tendens på sociale medier,« siger hun.

Naya Koang er ikke helt galt på den.

Jon Kristian Lange er seniorrådgiver hos Red Barnet og ekspert i børns digitale liv, og han beskriver det som en roasting-tendens, altså en tendens, hvor man siger grimme ting til et andet menneske.

Han bakkes op af en undersøgelse foretaget af Epinion for Københavns Kommune tilbage i januar og februar.

Den viser blandt andet, at 42 procent af forældrene svarer, at de har kendskab til, at deres barn er stødt på ytringer, som er nedsættende om andres køn, seksualitet, etnicitet, hudfarve, tro eller sociale status.

»Flere steder på sociale medier går det ud på at tilsvine og grine ad andre på en ærgerlig måde. Det er ofte sådan på OmeTV. Rigtig mange går ikke derind for at give komplimenter,« siger Jon Kristian Lange.

Han kalder det en ventil for det, der foregår på de større sociale medieplatforme.

»Det er så stor en tendens, at det er svært at få bugt med,« siger han og uddyber, at der særligt på sider som OmeTV er rig mulighed for at udøve roasting.

Naya har hørt fra flere, der tager afstand til drengenes måde at tale til hende på.
Naya har hørt fra flere, der tager afstand til drengenes måde at tale til hende på. Foto: Privatfoto
Vis mere

Det er nemlig svært at redigere i de ting, som bliver sagt, da det hele foregår live og på video. Jon Kristian Lange og Red Barnet har selv forsøgt at kontakte OmeTV. Her har svaret angiveligt lydt, at »børn jo bare kan lade være med at være der«.

»Der er virkelig behov for at få gjort en ende på den hadefulde retorik. Det håber jeg kan lade sig gøre en dag,« siger Jon Kristian Lange.

Naya Koang har samme håb, men hun tvivler.

»Det er noget, jeg har oplevet igennem hele mit liv. Jeg er nærmest blevet vant til det,« siger hun.

Hun er usikker på, om de unge mennesker overhovedet ved, at det ikke er okay.

»Nogen siger også de her ting, fordi de håber på at få en reaktion. For at være helt ærlig, så rører det mig ikke længere,« lyder det fra Naya Koang.

Dog er der et lille lyspunkt. En af drengene fra videoen har nemlig skrevet undskyld til hende. Han siger fra, da hans ven udtaler sig racistisk.

»Min ven har en tendens til at tro, at man kan sige, hvad man vil til folk, uden det har konsekvenser. Jeg kan ikke stå op for min vens handlinger, men jeg undskylder for ham,« har han skrevet i en besked, som B.T. har fået lov til at dele.

Naya Koang er glad for, at der i det mindste er en af de personer, der optræder i videoen, som kan se, at det er forkert. Det giver hende et lille håb for fremtiden.

B.T. har forsøgt at indhente en kommentar fra OmeTV, der har base i Portugal, men de er ikke vendt tilbage på vores henvendelse.