13-årige Caitlin Robson kunne ikke forstå vaskeinstruktionerne i sin nye Missguided-hue, så hun bad sin mor om hjælp. Men da Sian Robson så vaskeanvisningen på huens inderside, blev den engelske mor mildest talt chokeret.

Under de klassiske symboler for vaskeanvisningen har det britiske modemærke nemlig indrykket en tekst med større skrifttype, hvor der står:

'...eller giv den til din mor, hun vil vaske den.'

Den 52-årige mor til to kunne knap nok tro sine egne øjne.

»Først kunne jeg ikke tro, at et modemærke til kvinder kunne finde på at skrive sådan på et af deres produkter. Det virker simpelthen forkert. Jeg kiggede på Missguideds hjemmeside og lagde mærke til, at de gjorde meget ud af at promovere 'girl power',« siger Sian Robson til Mirror.

Hun har også delt billedet af vaskeinstruktionerne på Twitter med ordene: 'Måske er det ligeså sandsynligt, at far er i stand til at sætte en vask over?'

Missguided, som blev etableret i 2009, henvender sig primært til kvinder i alderen 16-35 år. Sian Robson mener, at modemærket sender de helt forkerte signaler til teenagere og unge kvinder, selvom ordene næppe skal tages fuldstændig bogstaveligt.

»Selvom huen er til voksne er mange af deres kunder unge teenagere. De burde opmuntre dem og vise dem, at mænd også kan klare de huslige pligter. Jeg ved godt, det sikkert er ment som en joke, men jeg synes, den er ret malplaceret. Vi lever ikke i 60'erne længere,« siger hun.

Missguided sælges også her i Danmark, hvor du således også kan købe huen med den vaskeinstruktion, som Sian Robson mener er kønsstigmatiserende.