En 70-årig dansk kvinde, der for første gang nogensinde skulle prøve tandem-paragliding, fik sig noget af et sug i maven, da en faldskærms-snor pludselig knækkede midtvejs i luften.

Springet fandt sted i byen Alanya i Tyrkiet, hvor den danske kvinde var på ferie.

Den tyrkiske paragliding-pilot, Tulgay Ozden, var dog hurtig til at reagere.

Således nåede han at udløse reserve-faldskærmen, før de ramte havet med stor fart. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Den dramatiske hændelse er optaget af det tyrkiske firma 'ENGair Tandem Paragliding', der havde arrangeret paragliding-turen for den danske kvinde.

I videoen herover kan du se, hvordan faldskærms-snoren pludselig knækker. Den danske kvinde formåede dog at bevare roen samt lytte til pilotens instrukser.

På videoen ser man også, hvordan den tyrkiske pilot og den danske kvinde rammer havet, og hvordan de efterfølgende kæmper for at komme op til overfladen.

Videoen vil nu fremover blive benyttet som undervisningsmateriale for kommende paragliding-piloter.