Som butiksansat er man vant til lidt af hvert. Men grædende kunder hører næppe til det sædvanlige.
Det var ikke desto mindre, hvad en medarbejder i Silvan på Fisketorvet i København lørdag oplevede med en kunde, der blev betaget af hans venlighed.
Laura Rosendahl Schnedler Jul fortæller i et opslag på Facebook, hvordan hun havde besøgt byggemarkedet, fordi hun gerne ville pynte sin afdøde søns grav. Lille Julius døde i maj i år efter at være blevet født for tidligt, og da det ville have været hans første jul, ville Laura gerne gøre noget specielt.
Så kort før lukketid var hun et smut i Silvan, hvor hun blandt andet fandt nogle små lanterner. Hun havde også en lyskæde, men manglede bare noget til at fastmontere den med. En hjælpsom Silvan-medarbejder anbefalede nogle bambus-pinde, og sammen gik de hen for at kigge på det.
»Er du egentlig sikker på, du må sætte en lyskæde op? Det må man ikke, der hvor min mor ligger,« sagde Silvan-manden. »Der er også mange regler her, men det er en børnekirkegård, så de er heldigvis lidt mere large,« fortalte jeg. Og lige der skiftede energien,’ skriver Laura i sit opslag og fortsætter:
‘Silvan-manden stoppede op. Først kiggede han på mig. Så kiggede han ned. ”Nå-eh”, sagde han forstående. ”De er jo nok lidt for lange, de her pinde, så du skal nok save dem over”, foreslog han.’
Laura fortsætter med at skrive, at hun egentlig ikke lige følte for at gøre et stort projekt ud af det og gå hjem og finde saven frem. Men Silvan-medarbejderen brød straks ind og sagde, at han da gerne ville save dem over for hende.
‘Og lige der smeltede jeg. Jeg fulgte efter ham ned i den anden ende af butikken for at finde strips til at hægte lyskæden fast. Og for hver skridt jeg tog, kæmpede jeg med at holde tårer tilbage … for jeg var rørt. Totalt berørt,’ forklarer hun og fortsætter:
‘Da han vendte sig om mod mig med strips i hånden, kiggede han ind i mine røde øjne. ”Jeg blev lige enormt rørt over din venlighed”, sagde jeg og lagde hånden på hans arm – og så begyndte tårerne at trille. De løb bare. Han mumlede noget i forlegenhed, jeg ikke rigtig husker. Han lignede ikke en, der var vant til at stå med grædende kunder i arbejdstiden.’
Silvan-medarbejderen hjalp Laura op til kassen, hvor han hviskede til ekspedienten, at hun lige skulle slå 50 procent af prisen. Det fik ikke tårerne til at stoppe - tværtimod.
‘Da jeg pakkede varerne i nettet, kom Silvan-manden retur med oversavede bambuspinde. »Ha’ det rigtig godt,« sagde han og gav mig et knus for enden af kassen. Jeg kan huske, jeg takkede ham – men slet ikke så meget, som jeg reelt gerne ville. Det, der formentlig for ham, var en lille hjælp … det var en kæmpe stor hjælp for mig,« skriver Laura.
Derfor valgte hun et par dage senere at gå til tasterne, fordi hun ikke følte, at hun har fået takket denne unavngivne Silvan-medarbejder ordentligt for den gode service, han gav hende i lørdags.
Til BTMX fortæller Laura Rosendahl Schnedler Jul, at hun håber, beskeden på denne måde når frem til den pågældende medarbejder.
»I Danmark har vi desværre en berøringsangst, når det kommer til døden. Og derfor synes jeg, det var så fint, at han gjorde noget, selv om han ikke kender mig,« siger hun.
Julius’ gravsted endte i øvrigt med at blive ganske hyggeligt. Julefreden er i hvert fald sikret på Vestre Kirkegård.
Du kan læse hele Lauras Facebook-opslag herunder:
