En mand fra England skulle efter sigende være brudt ind i en bedemandsbutik for at stjæle sin svigermors lig.

Manden, hvis identitet endnu er ukendt, sagde, han ikke havde formået at få kontakt til bedemanden bag butikken Butterfly Funeral Services i tide inden svigermoderens begravelse. Han var bange for, at butikken var ved at gå fallit, og det derfor var usikkert, om bedemanden ville bringe liget til begravelsen.

Derfor brød han ind i bedemandens butik, der ligger i det engelske område Medway omkring 50 kilometer fra London, for at stjæle liget.

Det skriver Sky News, der citerer det lokale medie The Kent Messenger.

Efter manden havde stjålet liget, lagde han det ned i en trolley, transporterede det videre i en lejet varevogn og afleverede det hos en anden bedemand.

Hændelsen skete for over et år siden, men er igen kommet frem i lyset, efter flere personer angiveligt ikke har kunnet hente deres familiemedlemmers aske, da butikken igen har været lukket, hvilket skabte frygt for, at butikken igen var tæt på at gå fallit.

Manden har i den forbindelse forklaret, hvorfor han dengang stjal liget.

»Jeg havde ikke noget valg. Jeg havde brugt to dage på at finde frem til bedemanden. Jeg blev nødt til at få liget ud. Jeg havde arrangeret hele begravelsen, og derfor følte jeg, det var mit ansvar også at få liget hjem. Jeg havde ikke lyst til at bekymre min kone med det, som stadigvæk ikke ved, hvad der skete i sin tid. Og jeg har ikke tænkt mig at fortælle hende det,« siger manden til Sky News.

En håndskrevet seddel er siden blevet sat i butiksvinduet, hvor der står, at man kan skrive en e mail til ejeren af Butterfly Funeral Services, hvis pårørende vil have udleveret urner med aske.

Butikkens ejer har fortalt til The Kent Messenger, at hun var blevet tvunget til at lukke butikken ned på grund af dårligt helbred, og har undskyldt til de berørte familier.