Det må da være årets udklædning.

Allan Delac og hans kone Camilla Delac fra Eskilstuna i Sverige er hhv. 49 og 46 år, men da de forleden skulle til udklædningsfest, var de i dén grad ung med de unge.

Det afslører deres 19-årige datter, Lovisa, på Twitter, hvor et billede af forældrene i udklædning begejstrer tusindvis.

Festen blev holdt i anledning af at en af parrets venner fyldte 50, og efter længere tids grublen besluttede de sig at komme som William og Noora fra den efterhånden så velkendte serie Skam.

Og man kan ikke sige andet, end at de nailede udklædningen til rene 12-taller.

'Skal man grine eller græde', skriver Lovisa i tweetet, og man skal selvfølgelig grine.

Allan og Camilla var så gennemførte, at de to svenskere endda talte norsk hele aftenen til festen.

- Mor holdt endda tale på norsk, så de gik virkelig all in, siger Lovisa til Expressen.

Der var dog en enkelt streg i regningen for ægteparret. Ingen til festen anede, hvem de var klædt ud som.