LIse Rønne er et velkendt ansigt, og aften efter aften har hun tonet frem på skærmen som en del af det faste hold på 'Aftenshowet'.

For nylig afslørede hun dog, at hun havde valgt at kaste sig over nye projekter. Hun skal nemlig i særdeleshed dyrke sin passion for litteratur. Noget, der nu bringer hende i en ny retning.

Ud over at hun skal have næsen i bøgerne i forbindelse med, at hun skal starte på studiet 'Litteraturanalyse', så afslører DR-værten også, at hun nu skal arbejde sammen med netboghandelen Saxo.com.

Det offentliggør virksomheden på deres Facebook-side. Rønne selv uddyber, hvordan hendes fremtid kommer til at se ud.



'Jeg kommer stadigvæk til at lave tv, ligesom jeg som en del af mit freelanceliv kommer til at stå for små og store arrangementer rundtomkring i landet, der primært vil være orienteret omkring litteratur,' lyder det i en skriftlig kommentar til Mediawatch, som fortsætter:

'Derudover har jeg indgået et samarbejde med Saxo, hvor jeg er så priviligeret i året, der kommer, at skulle læse bøger, tale om bøger og skrive om bøger.'

Da værten fortalte, at hun skulle starte på universitetet, lagde hun ikke skjul på, hvad det betød for hende også at skulle have fat i litteraturen dér.

»Det her, det vil jeg SÅ gerne. Jeg kan ikke huske, at jeg har glædet mig så meget til noget i længere end et årti,« lød det fra hende.

Hun forklarer desuden, at hvor andre måske tyer til streaming og tv, så stikker hun næsen i en bog, når hun skal underholdes.

»Jeg har aldrig set en serie på Netflix – jeg læser,« sagde tv-værten.

Lise Rønne, som tidligere var vært på 'X Factor', nåede at være på 'Aftenshowet' i omtrent 12 år.

Hun danner privat par med Mikkel Lucas Overby, og de har tre børn sammen.

Læs mere om værten her.