Far-humor, sjove billeder og hyggelige ordspil. Politiet er ikke bange for at bruge jokes, når de vil have din opmærksomhed på Twitter.

Det er forskelligt i de enkelte politikredse, hvem der sidder bag tasterne. Ofte er det kommunikationsfolk, men det kan også sagtens være vagtchefen, der hygger sig med at sende små ordspil ud til danskerne.

Nu skal vi have udråbt den sjoveste.

B.T. har allieret sig med standupkomiker Thomas Warberg, som selv er yderst aktiv på Twitter, og bedt ham vurdere, hvilken politikreds der er sjovest.

Man er aldrig sjovere end sit seneste tweet, og derfor har vi indskrænket tweet-perioden til midten af marts, april og de første dage af maj med det benspænd at skulle gøre sig morsom midt i en coronakrise.

Første runde: Gennemgang af udvalgte tweets

Nordsjællands Politi
Tweet #1: 'Hørt på en havn i Nordsjælland: 'Det er, som om fiskene også holder afstand!' (Tilsat billede af politimand ved en havn)
Tweet #2: 'Har du nogensinde set en skuffet politihund? Nej?! Hvis du kan tåle synet, så fangede vi Batmans ansigtsudtryk, da vi fortalte ham, at for mange mennesker er begyndt at stimle sammen i solen' (Tilsat billede af politihund)

Thomas Warberg: »Jeg kan bedst lide den med fiskene, men man kan godt mærke, at vi lige skal i gang.«

Sydsjællands Politi
Tweet #1: 'I skovens dybe stille ro må man gerne være mere end to. Men når man går på skovens sti, må man ikke være mere end 10' (Tilsat billede af Korsør Lystskov)
Tweet #2: 'Så er der nyt fra planteskolen i Holme Olstrup. God afstand og alt stille og roligt - også selv om der er mange 'rødder' på stedet'.

Thomas Warberg: »Arh.. Der kan jeg bedst lide nummer et. Der synes jeg, der er gjort en indsats, og det har jeg respekt for.«

Nordjyllands Politi
Tweet #1: 'Hvis regnvejret ikke er nok, så riv evt. 4-5 fed hvidløg direkte ned i halsen. Det skaber automatisk lidt afstand. Også dagen efter. #spøgtilside'
Tweet #2: 'En af vores patruljer har forespurgt vagtcentralen, om dette er en overtrædelse af forsamlingsforbuddet?' (Tilsat billede af en række køer tæt sammen på en mark)

Thomas Warberg: »Det er to gode bud. Jeg tror bedst, jeg kan lide den med hvidløget, fordi jeg selv oplever derhjemme, at vi putter mere og mere hvidløg i maden, fordi det alligevel er blevet ligemeget. Så det kan jeg relatere til. Lidt ærgerligt at de skriver 'spøg til side'. De skal stå ved det.«

Sydjyllands Politi
Tweet #1: 'De sidder ikke for tæt og holder en sikker afstand, så ingen bliver smittet. (Tilsat billede af Esberg-statuerne 'De hvide mænd')
Tweet #2: 'Kære tyveknægt. Det er bare ikke i orden at stjæle - og da slet ikke en hjertestarter. Heldigvis slap du ikke afsted med hjertestarteren, da andre greb ind. Men det forhindrer os ikke i at slå kløerne i dig, når vi ser dig... For vi ved, hvem du er. Mvh. Politiet.'

Thomas Warberg: »Der vælger jeg den med statuerne. Mest fordi den anden ikke kunne noget. Den med statuerne mangler også et svirp. De kunne have skrevet, at de havde været ude og rykke dem halvanden meter mere fra hinanden.«

Østjyllands Politi
Tweet #1: 'Gæk, gæk, gæk. Vi håber, I bliver væk.. (Tilsat billede af et gækkebrev)
Tweet #2: 'Prøliåhørher...Det er weekend, og I savner gutterne. Det forstår vi godt. Men hele forsudsætningen for, at der kan blive åbnet igen, er, at I overholder reglerne nu. Spred jer og stop smitten' (Tilsat billede af to betjente i en park)

Thomas Warberg: »Jeg vælger nummer to. Jeg kan godt lide, at man går lokalt på det. Det er sgu meget sjovt. Og jeg har allerede sendt et digt videre.«

Midt- og Vestjyllands Politi
Tweet #1: 'Lad håret stå som en trold, drop badet og tag en krans af surstrømning om halsen. Det skal også nok sikre afstand et stykke tid, #spøgtilside'.
Tweet #2: 'ÆNDElig god plads, synes ænderne i Sdr. Anlæg i Herning at tænke. Selv om anlægget er på vores hotspotliste, var der i hvert fald rigtig god plads at boltre sig på, da vores patrulje lagde vejen forbi i dag' (Tilsat billede af to ænder i en park)

Thomas Warberg: »Det er to horrible bud. Jeg synes ikke, nogen af dem skal gå videre. Jeg nægter at give point for 'ændelig', for så vinder farhumor, så jeg må gå med surstrømning.«

Rigspolitiet
Tweet #1: 'P.S. Vi anbefaler fortsat, at du bruger den myndighedsfælles hotline fremfor den 'hotte telefonlinje'.
Tweet #2: 'Det har alle dage været en gode idé at lytte til The Police. Lad os stå sammen ved at holde afstand til hinanden (Tilsat billede af betjent foran politibil holde et skilt med teksten 'Don't stand so close to me'.)

Thomas Warberg: »The Police-referencen er god. Det er godt lavet. Der er tænkt over både billede og reference. Den går videre.«

Midt- og Vestsjællands Politi
Tweet #1: 'Så er der workout med Vlado og Melvin' (Tilsat billede af en betjent, der er med i standupkomiker Melvin Kakoozas Instagram-show).
Tweet #2: 'Der var ikke mange, der hørte patruljens tale. En anderledes 1. maj-tale fejret næsten helt alene i Folkeparken.'

Thomas Warberg: »Den første siger bare 'se, hvad vi har gjort. Så den anden vinder, fordi den er et bud på noget.«

Fyns Politi
Tweet #1: 'Sommer og sol. Havet, blæsten og duft af kaprifol - Ja, vi ved, at sommerhuset og de grønne områder frister. Men overvej at droppe sommerhuset og de tætbefolkede parker og strande i påsken'.
Tweet #2: 'Vi forstår det godt - vi glæder os også til at komme til frisøren. Men vi minder alle om, at selv om samfundet gradvist åbnes op, så er hverdagen stadig anderledes' (Tilsat tegning af betjent med langt hår)'

Thomas Warberg: »Den med håret..«



Bornholms Politi
Tweet #1: 'Anden brokkede sig højlydt, da mågen kom for tæt på. Gæt hvor vi er?' (Tilsat billede af en måge og en and på en strand):
Tweet #2: (Bornholm har ikke flere 'sjove' tweets fra april.)

Thomas Warberg: »Anden og mågen..Det er sgu sjovt.

Anden runde: Kåring af den endelige vinder

Thomas Warberg er umiddelbart mest begejstret for Bornholm Politis billede af en and og en måge, Midt- og Vestjyllands Politis The Police-reference samt Nordsjællands Politis lille fiske-joke. Men han er ikke helt sikker.

»Jo mere jeg tænker over det, så synes jeg ikke, den med fiskene er god, men den får en tredjeplads, for der er opbygning til en joke.«

Bornholms Politis billede af en and og en måge giver Thomas Warberg andenpladsen, da man trods alt bare har taget et billede af to dyr og så bagefter har fundet på en tekst.

»Rigspolitiets tweet med The Police-referencen er bedst. Det fungerer på flere niveauer. Der er en reference, der er gjort noget ud af billedet, joken fungerer. Det hele spiller.«

Rigspolitiet er en overraskende vinder. Pressechef Thomas Kristensen har tidligere fortalt, at de for det meste kommunikerer i statistikker, da de ikke på samme måde som deres kollegaer rundt omkring i landet får henvendelser om dyr, der bliver fundet, køer på motorvejen og lignende.

»Vi vurderer hele tiden, hvordan vi bedst får vores budskab ud. Der er nogle situationer, der kalder mere på lune, og hvor vi kommunikerer i øjenhøjde, men når der er krise, som der er nu, så bliver vores kommunikation også mere alvorlig.«

Thomas Warberg
Thomas Warberg Foto: Thomas Lekfeldt
Vis mere